To udvisninger ødelagde Nikolaj Jacobsens plan

Rasmus Lauge måtte slide lidt ekstra i kampen mod Ungarn, da Magnus Landin fik to udvisninger i første halvleg og skulle spares.

To gange i første halvleg kunne Magnus Landin kigge op og se, at dommeren pegede med to fingre i vejret over ham.

Danskeren fik to udvisninger, da han tog for hårdt fat i de ungarske spillere i forsvaret. Det betød, at fløjspilleren blev sparet i anden halvleg, da Nikolaj Jacobsen stadig gerne ville have muligheden for at gå frem i en 5-1-formation i forsvaret med Landin helt fremme.

Men da en tredje udvisning ville være lig med et rødt kort til fløjspilleren, valgte landstræneren at holde ham ude i det meste af anden halvleg. Det betød, at andre spillere måtte træde i karakter og tære på kræfterne - måske endda lidt for meget.

- Det ser ikke så skidt ud, når man er ubesejret. Vi bliver lidt ramt af, at Magnus får to gange to minutters udvisninger. Der er ingen tvivl om, at jeg godt ville have haft givet Mads Mensah og Rasmus Lauge nogle flere pauser - specielt defensivt, siger Nikolaj Jacobsen til TV 2 SPORT.

- Jeg ville ikke bruge Magnus i starten af anden halvleg. Jeg synes faktisk, at vores 5-1-formation fungerede rigtig fint og fik ødelagt ungarernes fine spil. Jeg turde ikke at sætte Magnus ind, da hvis vi skulle spille sådan i anden halvleg igen, var jeg nødt til at have ham i baghånden. Det betød desværre også, at specielt Lauge kom til at spille for meget. Vi må lige sørge for, at han får noget god massage, så han er klar til kampen mod Egypten.

Jeg ramte et eller andet punkt, hvor jeg i det sidste kvarter manglede lidt finish i duellerne

Rasmus Lauge

Lauge og Mensah fik næsten fuld tid

Med 56 minutter på banen hver var Mads Mensah og Rasmus Lauge de to spillere, der fik mest tid på banen, hvis man ser bort fra Lasse Svan, der spillede hele kampen.

Lauge fortalte efter kampen, at det var også var noget, der kunne mærkes i slutminutterne.

- Jeg vil sige, at jeg ramte et eller andet punkt, hvor jeg i det sidste kvarter manglede lidt finish i duellerne. Det kunne jeg godt selv mærke. Derfor sneg der sig lidt for mange fejl ind. Vi skal lige have snakket om, hvordan vi i sidste ende skal fordele ressourcerne - eller i hvert fald fordele de der mand-mand-situationer bedre mellem mig og Mensah, som det ser ud lige nu.

- Jeg synes, at angrebsspillet til tider sidder lige i skabet - og til tider bliver det meget uden rytme og lidt hakkende. Men vi får løst det okay, indtil kræfterne slipper lidt op. Så vinder vi ikke helt vores dueller, og de skifter ud inde i midten, så de har friske kræfter. Det var lidt svært at få styr på, siger Rasmus Lauge.

Rasmus Lauge, Mads Mensah Larsen og resten af landsholdet har en hviledag søndag, inden de skal i aktion igen mandag, hvor Egypten er modstanderen.