Kroatiens træner skamferede den sport, der har givet ham et langt og rigt liv

16x9
Kroatiens landstræner Lino Cervar tilsvinede de danske dommere Martin Gjeding og Mads Hansen efter nederlaget til Tyskland. Foto: Friedemann Vogel / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR:

Dommeren er elendig.

Et inkompetent fjols, der kun mødte op til dagens kamp for at ødelægge det for mit hold.

Jeg har tænkt det. Sikkert sagt det. Måske råbt det. Helt sikkert skrevet det. Og det har du også.

Når man påstår, at vinderne af VM-kampe er aftalt på forhånd, så forbryder man sig imod sporten

Det er, som om os med sportsblod i årerne er bygget anderledes end andre. Afløbsrøret til sindets vrede og afmagt er snævret ind. Og lægerne kan ikke operere det.

For dem, der ikke elsker sport, har dyrket det eller tatoveret klublogoet på brystet, opfattes det som nonsens. At vores sjæl enten bløder af sorg eller koger af raseri, når nederlaget fortærer os.

Kendelsen var på grænsen

For langt, langt de fleste af os kommer der heldigvis en eller anden grad af flovhed, når sortsynet forsvinder, og vi tabere igen evner at se indad og vende tilbage til vores normale værdisæt for anstændig opførsel.

Lino Cervar er næppe en af ”de fleste”. Den kroatiske håndboldlandstræner fik aldrig ilt til hjernen, før han satte sig til pressekonferencen og skabte en skandale større end den kendelse, han sad på podiet og flippede ud over.

Jeg forstår alle mekanismerne. Cervar og kroaterne følte, at de danske dommere Mads Hansen og Martin Gjeding alene bar skylden for, at Tyskland fik Kroatiens plads i VM-semifinalen.

Og indrømmet: det var en kendelse på grænsen af det korrekte, da kroaterne med halvandet minut tilbage ved 21-20 mistede bolden, og tyskerne i angrebet efter lukkede ballet.

Kroatien-Tyskland blev en neglebidder. Og med et dansk dommerpar i en hovedrolle. Video: Anders Masannek Jørgensen

Kroaternes opførsel på banen efter kendelsen var voldsom, men man må have forståelse for deres enorme skuffelse og afmagt. De balancerede på grænsen – ikke mindst stjernen Domagoj Duvnjak.

Han gik over i injurier

Men landstrænerens udtalelser på det efterfølgende pressemøde var horrible. At de danske dommere tidligere i karrieren har snydt Kroatien flere gange, og at danskerne burde smides i fængsel, sagde han, ifølge det kroatiske medie Indexhr. Samtidig lod Cervar tilhørerne forstå, at kroaterne ikke måtte vinde – underforstået: Nogen havde sørget for, at Mads Hansen og Martin Gjeding hjalp Tyskland til sejr. En påstand, som hans assistenttræner også fremturede med live i mixed zone til TV 2 SPORT.

Kroatiens assistenttræner, Davor Dominikovic, var oppe i det røde felt efter nederlaget til Tyskland. Video: Bo Bentsen

Lige dér gik Lino Cervar over i injurier. Det er som bekendt strafbart. Han evnede ikke at fremføre de beviser, som selvsagt skal følge med så voldsomme ord.

Når man påstår, at vinderne af VM-kampe er aftalt på forhånd, så forbryder man sig imod sporten. Håndboldens store nederlag i Köln skete ikke inde på banen, da Gjeding trak luft og dømte frikast til tyskerne. Det skete adskillige minutter senere, da Cervar skamferede den sport, der har givet ham et langt og rigt liv.

Disse linjer er skrevet 17 timer efter den kroatiske blamage. Indtil videre har vi endnu ikke set det Internationale Håndbold Forbunds reaktion på Cervars ord. Hvor er udelukkelsen eller bøden til Cervar? Eller i det mindste den moralske opbakning til de danske dommere?

Selv om IHF aldrig har haft kommunikation som interesseområde, og toplederne i IHF alle dage har haft et oldnordisk syn på håndbolddommeres rolle i det offentlige rum, så må fordømmelsen af Cervar være på trapperne.