Danske spillere tænker ikke i scenarier - vil vinde over Sverige

16x9
Håndboldherrerne tiljubles efter sejren over Egypten. Onsdag håber de, at de igen kan fejre en sejr, når de møder Sverige. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

De danske håndboldherrer vil spille for at vinde mod Sverige. Men et truende nederlag kan give en meget speciel situation til sidst.

De danske håndboldherrer står med gode muligheder for avancement til semifinalen, når de møder Sverige i en vital kamp i mellemrunden onsdag kamp.

For med en sejr eller et uafgjort resultat mod vores svenske naboer er Danmark sikre på en plads i semifinalen.

Men selv med et nederlag kan Danmark komme i semifinalen, så længe det ikke bliver til et nederlag på mere end fire mål til Sverige - eller med fem mål, hvis Danmark laver mindst 27 mål.

Men selvom spillerne godt er klar over scenariet, så går de efter at vinde over Sverige.

Nikolaj Øris

- Vi går på banen for at vinde. Vi vil gerne have to point på kontoen, men det er en god redningsvest. Når kampen starter, vil vi ud og vinde. Men hvis der pludselig mangler ti minutter, og vi er nede med et par stykker, er den rar at have.

Mikkel Hansen

- Det tænker jeg ikke rigtig over. Jeg tænker på, at vi har vundet syv ud af syv og gerne vil vinde otte ud af otte. For os at se handler det om at vinde den her kamp.

Jannick Green

- Det bliver først aktuelt i de sidste fem minutter. Udgangspunktet er, at vi vil ind og vinde. Det er mod Sverige, og dem vil vi sgu slå - også efter at de slog os ud sidste år. Men til sidst kan det komme til udtryk, hvis vi er pressede og ikke skal satse.

- Det er en sikkerhed, men hvis du ødelægger det hele i 50 minutter, så er der ingen grund til at spille med håndbremsen trukket.

Henrik Møllgaard

- Vi kan jo godt stå i en situation til sidst, hvor det bliver aktuelt at skulle spille baglæns. Det er jo ikke det, vi ønsker. Vi vil vinde. Både for at holde momentum, men det er også svært at begynde at spekulere i sådan noget, når man spiller for 15.000 danskere i Boxen.

Kan man godt bare ligge det hele væk til at starte med?

- Det håber jeg, for ellers så strammer nettet allerede, når der står 4-1 til Sverige. Vi skal ud og jagte en sejr.

Mads Mensah

- Det er en opgave i, at det ikke skal være et udgangpunkt at forsvare fire mål. Vi skal vinde kampen, men hvis vi efter 58 minutter er bagud med to, kan det være, at vi så skal spille i et minut. Mere end det skal vi ikke bruge det. Når man går ind med et mindset om at forsvare, så går det ad helvede til.

Lasse Svan

- Det er med indstillingen, at vi vil vinde kampe, og så kigger vi på det sent i kampen, hvordan det ser ud. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver tænkt i scenarier om, hvor meget vi skal satse. Det er en god buffer at have i baghånden, men fire mål er ingenting i moderne håndbold, så det er ikke noget at spekulere i. De har en indstilling om at ville vinde og intet andet, og vi har det samme.