Nabomøde blev kaldt en skændsel - 15 år senere kan historien gentage sig

16x9
De danske og svenske fodboldherrer spillede 2-2 i 2004. Onsdag aften mødes de danske og svenske håndboldherrer ved VM. Foto: Ritzau Scanpix/TV 2

2-2 sendte Danmark og Sverige videre ved fodbold-EM i 04 - og Italien ud. Ved håndbold-VM kan Norge misse semifinale efter kamp mellem samme nationer.

Historien kan gentage sig.

For 14 år og 7 måneder siden vandt Italien 2-1 over Bulgarien i den sidste gruppekamp ved fodbold-EM, men alligevel blev italienerne sendt hjem efter et meget omdiskuteret resultat mellem Danmark og Sverige.

At den kamp endte 2-2, er en skændsel, for hvad skal vi nu sige til de børn, der ser sport?

Gianluigi Buffon, tidligere italiensk landsholdsmålmand

Onsdag aften kan Norge lide samme skæbne ved håndbold-VM.

Danmark - Sverige

De seneste fem kampe mellem Danmark og Sverige ved mesterskaber:

  • EM 2018: Danmark - Sverige 34-35 (28-28)
  • VM 2017: Danmark - Sverige 27-25
  • EM 2016: Sverige - Danmark 28-28
  • OL 2012: Sverige - Danmark 24-22
  • EM 2012: Danmark - Sverige 31-24

Fuld statistik (Danmark vs. Sverige):

  • Antal kampe: 233
  • Danske sejre: 83
  • Uafgjorte kampe: 16
  • Svenske sejre: 134
  • Målscore: 4186-4520

Nordmændene møder Ungarn i deres sidste mellemrundekamp, men en norsk sejr vil - akkurat som Italiens i 2004 - være ligegyldig, hvis Sverige senere samme aften slår Danmark med to mål (og scorer 30 mål eller flere), tre mål, fire mål eller fem mål (hvis Danmark scorer mindst 27 mål).

Scorer Danmark 26 mål i et nederlag på fem mål, går nordmændene kun videre, hvis deres samlede målscore er bedre end danskernes. Vinder Norge 21-12, og Danmark taber 26-31, afgør lodtrækning, om Norge eller Danmark følger med Sverige videre.

Vinder Norge derimod 29-25 over Ungarn, og Sverige slår Danmark 29-27, afgør lodtrækning, om Norge eller Sverige rejser med Danmark til Hamborg, hvor semifinalerne spilles.

Norsk uafgjort mod Ungarn og dansk sejr eller uafgjort mod Sverige vil medføre, at svenskerne bliver sorteper. Det samme vil ske, hvis Norge vinder, og Danmark får point mod Sverige, eller hvis Norge vinder, og svenskerne vinder med et mål over Danmark.

Skulle Danmark tabe med seks mål eller flere til Sverige, går svenskerne og nordmændene videre.

Møllgaard spillede med på idéen

Snakken om endnu en 'alliance' mellem Danmark og Sverige blev aktuel i den svenske presse efter de danske håndboldherrers sejr over Egypten mandag aften.

Efter kampen sagde Henrik Møllgaard med stor ironi, at scenariet med en svensk tre- eller firemålssejr passer ham.

- Vi kan lave en aftale her og nu, det er intet problem. Vi sender gerne Norge ud, ingen kan lide Norge. Norge hjem. Danmark og Sverige videre. Vi kan lave en aftale her, lød det fra Møllgaard ifølge Expressen.

Den danske forsvarskæmpe husker tydeligt 2-2-kampen mellem Danmark og Sverige i 2004.

- Ja, selvfølgelig. Det var fantastisk. Helt suverænt, sagde han.

De svenske avisforsider dagen efter 2-2-kampen.
De svenske avisforsider dagen efter 2-2-kampen. Foto: Ritzau Scanpix

Mikkel Hansen var mere analytisk i sit svar på, om kampen mellem Danmark og Sverige kan ende med en svensk sejr på tre eller fire mål.

- Selvfølgelig er der situationer i kampe, hvor man kan komme til sådan et scenarie. Men så bliver det noget taktisk at forholde sig til. Vores fokus ligger på at vinde kampen. Vi vil bevare vores momentum. Vi har vundet syv kampe i træk og vil gerne tage herfra med en ottende sejr, sagde Danmarks VM-topscorer til Expressen efter sejren over Egypten.

'Uros Zorman, du er en gris'

Planer om en dansk-svensk aftale bliver også afvist i den svenske lejr.

- Du kan spekulere i det. Jeg vil forberede holdet og vinde kampen. Så overlader jeg spekulationerne til dig, har den svenske landstræner Kristján Andrésson sagt til samme svenske medie.

Skulle der eksistere en norsk frygt for et bestemt resultat mellem Danmark og Sverige, er det dog ikke uden grund. For de norske håndboldherrer har tidligere været ofre for urent trav.

Ved EM i 2012 ville Slovenien gå videre til mellemrunden med to point, hvis de slog Island med et, to eller tre mål. Et minut før tid førte slovenerne med fire mål, og det ville sende Norge videre fra gruppespillet med to point.

Men Uros Zorman kastede bolden væk i to omgange i den afgørende fase, og det fik norsk TV 2's håndboldkommentator Harald Bredeli op i det røde felt.

- Uros Zorman, du er en gris. Du er slet og ret en gris! udbrød han.

Slovenien vandt 34-32, og da nordmændene efterfølgende ikke fik point mod Kroatien, var de færdige ved mesterskabet.

- Det er meget tydeligt, hvis man spiller på et resultat i håndbold. Det, Uros Zorman og Slovenien gjorde ved EM i 2012, er det mest ubehagelige, jeg har set, siger norsk TV 2's håndboldekspert Bent Svele i dag.

'Due a due - ciao, Italia'

Der var mildt sagt også vrede at spore hos italienerne efter 2-2-kampen 22. juni 2004.

Vi hyggede os med, at det gik ud over italienerne

Flemming Toft, TV 2 SPORTs fodboldkommentator

Danmark var på vej mod sejren, men få minutter før dommerens sidste fløjt tabte målmand Thomas Sørensen bolden lige ud i fødderne på den tidligere Brøndby-spiller Mattias Jonson. Udligning.

Som ekstra salt i det italienske sår fangede et tv-kamera på stadion en dansk fan, der holdt et skilt med påskriften: "2-2 = nordic victory! Bye, bye, Italia".

En dansk fodboldfan fremviste dette skilt, da kampen mellem Danmark og Sverige var fløjtet af.
En dansk fodboldfan fremviste dette skilt, da kampen mellem Danmark og Sverige var fløjtet af. Foto: TV 2 SPORT

- Indrømmet, det virkede påfaldende, da Mattias Jonson udlignede i de døende sekunder, men hverken Jan Mølby eller jeg som kommentatorer så det som fixed, men jublede blot over... "som brødre vi dele", har TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft skrevet i et tilbageblik på kampen.

Han fortsatte:

- Vi talte meget om resultatet i dagene efter og blev enige om, at vi hyggede os med, at det gik ud over italienerne.

- Jeg er vild med Italien, italienere, italiensk mad og vin, italiensk kultur - og italiensk fodbold - men under EM-slutrunden havde de optrådt mindre sympatisk, og det hele kulminerede, da et par italienske journalister dagen efter kampen trådte ind på det svenske spillerhotel i Porto og bad om lov til at låne en telefax.

- De ville sende en konspirationshilsen fra den svenske lejr til det danske spillerhotel. Det blev stoppet, og journalisterne blev smidt korporligt ud.

- Det blev de på en måde også på pressemødet efter kampen, da de gentagne gange spurgte (daværende) landstræner Morten Olsen om hans mening til det uafgjorte resultat: "I spørger ikke mere, basta," lød det ifølge Toft fra Olsen.

Det uafgjorte resultat mellem Danmark og Sverige ved EM i 2004 sendte Italien ud af slutrunden. Video: TV 2 SPORT

Også den tidligere italienske landsholdsmålmand Gianluigi Buffon rasede over due a due.

- I sport skal der være særlige værdier. At den kamp endte 2-2, er en skændsel, for hvad skal vi nu sige til de børn, der ser sport? sagde Buffon på aftenen for EM-exittet.

- Udviklingen i kampen Danmark-Sverige får os til at fastholde, at de sigtede efter at spille uafgjort, var ordene fra den daværende præsident for det italienske fodboldforbund, Franco Carraro.

En dreng kunne have spillet bedre

Men der var også de italienere, der mente, at snakken om aftalt spil var rent skuespil.

For Italien havde på ingen måde vist overbevisende spil ved EM og vandt med nød og næppe over Bulgarien.

- Jeg håber, at vi kan kalde træneren (Giovanni Trapattoni, red.) for en elendig eks-træner. At de (Danmark og Sverige, red.) så har spillet 2-2, er ligegyldigt, når vi vinder i 94. minut, sagde en fodboldfan.

- Min søn kunne have spillet bedre. Han ville tage det mere seriøst, kom det fra en anden italiener.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, afviste blankt alle italienske anklager. Dermed var de azurblå lagt i seng, mens Danmark og Sverige sammen kunne feste natten lang over avancement til kvartfinalerne.

Danske og svenske fodboldfans fester sammen efter 2-2-kampen i 2004.
Danske og svenske fodboldfans fester sammen efter 2-2-kampen i 2004. Foto: Ritzau Scanpix

Hvem der kan skåle på en semifinaleplads ved årets håndbold-VM, og hvem der skal drikke gravøl, bliver afgjort onsdag aften. Norges kamp mod Ungarn går i gang klokken 18.00, og klokken 20.30 løber de danske og svenske spillere på banen.

Danmarks kamp kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

Herunder har vi samlet nogle af de kampe fra nyere tids fodbold-VM og -EM, hvor resultatet hjalp begge hold videre fra gruppespillet. Listen indeholder også kampe, hvor der blev spekuleret i, om holdene kunne have indgået en gunstig aftale.

Matchfixing eller tilfældigt? Disse fodboldnationer 'hjalp' hinanden videre

VM 1982: Skandalen, der ændrede fodboldreglerne

En af tidens største skandaler, som var med til at ændre fodboldreglerne. Østrig havde fire point, Algeriet fire point og Vesttyskland to point. Men Algeriet havde allerede spillet sin sidste kamp i gruppen. Det betød, at tyskerne skulle vinde for at gå videre, mens østrigerne bare skulle undgå at tabe for stort. Netop det skete. Tyskerne bragte sig foran efter bare ti minutter, og resten af kampen bestog hovedsageligt af boldflytteri, hvor ingen af holdene var interesseret i at skabe noget. Til stor frustration for algerierne, der forgæves kunne se til. Herfra besluttede det internationale fodboldforbund, FIFA, at de afgørende gruppekampe fremover skulle spilles på samme tidspunkt, så ingen kunne spille på andres resultater.

EM 2004: Ciao, Italia

Kampen som italienerne aldrig glemmer. Danmark og Sverige havde begge fire point og Italien to point før tredje og sidste spillerunde i gruppen. Ved pointlighed talte point og målscore i indbyrdes kampe, og dermed ville ethvert uafgjort resultat fra 2-2 og opefter sende både Danmark og Sverige videre på flere scorede mål end Italien i indbyrdes kampe - uanset hvor stort italienerne måtte slå Bulgarien i deres sidste kamp. Kampen mellem Danmark og Sverige endte med det omdiskuterede resultat 2-2, hvilket sendte Italien hjem fra EM og de to nordiske venner videre.

VM 2006: Sverige og England delte

Efter to spillede kampe havde England seks point, Sverige fire point og Trinidad og Tobago et point. Englænderne var dermed sikret avancement og skulle bare bruge uafgjort i den sidste kamp for at tage førstepladsen i gruppen. Sverige skulle samtidig kun bruge et point for ikke at være afhængig af resultatet i den anden kamp i gruppen. Trinidad og Tobago tabte til Paraguay, men selv med en sejr havde VM været slut for Trinidad og Tobago. Sverige og England spillede nemlig 2-2 og gik begge videre.

VM 2010: Brasilien og Portugal trillede hinanden videre

Denne kamp er endnu et eksempel, hvor begge hold ville drage fordel af et uafgjort resultat. Før sidste spillerunde i gruppen havde Brasilien seks point og Portugal fire point. Elfenbenskysten med et point kunne dog stadig nå andenpladsen, hvis Nordkorea blev besejret stort, og portugiserne samtidig tabte tilstrækkelig stort til Brasilien. Elfenbenskysten vandt 3-0, men det hjalp intet, da de to portugisisktalende lande trillede 0-0 hjem. Det gav Brasilien førstepladsen i gruppen og Portugal en billet til videre deltagelse ved slutrunden.

EM 2012: Italien rystede i bukserne igen

I 2012 kunne et 2-2-resultat igen sende Italien ud af en EM-slutrunde. Men denne gang slap italienerne med skrækken. Spanien slog Kroatien 1-0, og dermed var italienerne videre med deres egen 2-0-sejr over Irland.

VM 2014: Tyskland og USA afviste alliance

Snakken om mulig matchfixing opstod igen ved VM i 2014. I gruppe G kunne Tyskland og USA hjælpe hinanden videre ved at spille uafgjort og samtidig sende Portugal og Ghana ud i mørket. Før kampen afviste både den tyske landstræner Joachim Löw og USA's tyske landstræner Jürgen Klinsmann dog, at det ville ske, og de fik ret. Tyskerne vandt 1-0. Trods en 2-1-sejr over Ghana endte portugiserne alligevel med sorteper, fordi deres målscore var dårligere end amerikanernes.