VM-nation har opkaldt et angreb efter Mikkel Hansen

Når Tunesien har timeouts under VM, er Danmarks største stjerne ofte en del af tunesernes taktiske snak.

Store håndboldkoryfæer som Stefan Løvgren, Erik Veje Rasmussen og Zdravko Radenovic har længe haft det, og nu prøver Mikkel Hansen det også.

At få en angrebsåbning i håndbold opkaldt efter sig. 

Under Tunesiens VM-kamp mod Chile kunne tv-seerne pludselig høre den tunesiske træner nævne navnet 'Mikkel Hansen' under en timeout. Umiddelbart en underlig spiller at snakke om, når du spiller mod Chile, men der var en god grund, forklarer Tunesiens spiller Oussama Boughanmi.

- Det er en kombination, vi kalder Mikkel Hansen. Vi har en ’Barcelona’, en ’Mikkel Hansen’ og mange andre navne for vores kombinationer, siger Boughanmi til TV 2 SPORT. 

- Vores træner har måske set den hos Paris Saint-German. Navnet er ligegyldigt - bare kombinationen virker, smiler tuneseren. 

I videoen øverst kan du se angrebsåbningen, som Tunesien spillede umiddelbart efter den omtalte timeout mod Chile. 

- Ud fra kampbillederne ligner Tunesiens ’Mikkel Hansen’ det, vi normalt kalder et fransk kryds. Venstrebacken spiller bolden til playmakeren og trækker ud mod sidelinjen, playmakeren spiller til højrebacken, mens de to bytter plads på banen, og så spiller højrebacken bolden til venstrebacken, der kommer i høj fart ind over midten, stiger op og afslutter, forklarer TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson.

Danmark har også flere angrebsåbninger med forskellige navne. Dem kan du blive klogere på vores 'Nikolaj Jacobsen-ordbog', som du finder ved at klikke her.