Eks-landsholdsspillerne ville have spillerne hjem i seng

De danske spillere stillede op til selfies og autografer efter Sverige-kampen. Men ifølge håndboldekspert Kasper Søndergaard trak det for meget ud.

De danske håndboldherrer fik en eminent opbakning i Boxen i Herning, hvor 15.000 ellevilde danske fans var med til at bære spillerne mod sejren.

Efterfølgende trak fans i massevis ud i den tilstødende fanzone og dannede en meget lang kø med især børn, der pænt stod og ventede på at få taget selfies med håndboldstjernerne og få signeret trøjer og halstørklæder.

Men selvom TV 2 SPORTs Kasper Søndergaard er fuld af lovprisning for, at spillerne tager sig tid til fansene, så håber han, at nogle af fansene var nødt til at kigge langt efter et billede eller en autograf.

- Jeg håber altså, at der er nogle, der går skuffede hjem. For jeg synes ikke, at spillerne skal bruge så meget mere tid på det nu. Jeg synes, at de skal hjem og hvile. Det her er gyldne minutter, som de måske kan få i sengen, siger han.

Når Danmark møder Frankrig i semifinalen fredag, så er det under 44 timer efter, at kampen mod Sverige sluttede. Og den sparsomme tid skal ifølge Kasper Søndergaard bruges helt optimalt - også selvom det så går ud over fansene.

- Det er en semifinale nu, og det er ikke Saudi-Arabien eller Chile. Det er Frankrig, og det er i en anden by, og det er et andet tidspunkt. Jeg synes, at man skal sætte alle kræfter ind på at levere så godt, som man overhovedet kan, siger han.

Lasse Svan viste overskud og multitaskede, da han skrev autografer og fik taget selfies, mens han blev interviewet.

Lasse Svan glad for at kunne takke fans

En af dem, der havde sat sig til rette i en stol for at skrive autografer og hilse på fansene, var Lasse Svan.

- Det er dejligt at se, at der er så mange mennesker, der bliver her nogle timer ekstra for at få en autograf. Så kan vi også lige få takket dem for en fantastisk opbakning, sagde han, mens han på imponerende vis viste sin evne til at multitaske, mens han både skrev autografer, fik taget selfies og gav interview på samme tid.

Lasse Svan tog sig god tid til de danske fans.
Lasse Svan tog sig god tid til de danske fans. Foto: TV 2 SPORT

Kasper Søndergaard har selv stået i situationen og skullet takke fansene, og han forstår fuldt ud, at landsholdsspillerne skal betale tilbage til fansene.

- Vi har været heldige at vinde nogle titler, og det gør, at man bliver populær. Det er også, fordi spillerne altid har været gode og dygtige til at komme ud efter kampene og skrive autografer og snakke med fansene. Det gør også, at man bliver vellidt, siger han.

Torsdag holder landsholdet pressemøde forud for kampen mod Frankrig, og her håber Kasper Søndergaard, at holdet tænker mere selvisk end sædvanligt og får afviklet det hurtigt.

- De skal have så meget søvn som overhovedet muligt. Så jeg håber også, at pressemødet i morgen heller ikke trækker for meget ud, siger han. 

Danmark skal på en køretur fra Herning til Hamborg, inden semifinalen spilles fredag klokken 17.30, hvor Frankrig venter.