Legende kritiserer svensk taktik mod Danmark

Den svenske håndboldlegende Magnus Wislander påpeger, at Sverige brugte samme taktik mod Danmark, som de brugte mod Norge, hvor de tabte.

Sveriges kamp mod Danmark blev en kedelig gentagelse af kampen mod Norge for det svenske landshold, som måtte konstatere, at de tabte anden kamp i træk ved VM.

Onsdag tabte de 26-30 til Danmark i en kamp, hvor de skulle forsøge at vaske det skuffende nederlag fra kampen mod Norge i mandags væk. Dette formåede det svenske landshold ikke, og derfor skal de ikke spille VM-semifinale på fredag.

Det skuffende resultat mod Danmark ærgrer den svenske landsholdslegende Magnus Wislander, som undrer sig over, at den svenske landstræner, Kristján Andrésson, tilsyneladende havde lagt samme strategi i forsvaret som mod Norge.

- Du lægger en taktik for, hvor du vil have afslutninger (fra modstanderen, red.). Jeg troede, vi allerede havde samme taktik mod Norge og mislykkedes med det. Og nu gør vi det samme i denne kamp, ​​siger Magnus Wislander, som nåede at spille 384 landskampe for Sverige, til Radiosporten og gør status for hele Sveriges VM og for trænerens indsats.

- Hvis jeg skal være rigtig skarp, så vil jeg sige, at vi ikke har fået topniveauet frem i alle spillere, og at coachingen under kampene også kunne have været lidt skarpere.

Han påpeger, at Sverige åbnede for de danske fløje, som dermed ofte havde fine muligheder for at afslutte på Andreas Palicka og Mikael Appelgren i det svenske mål.

Landstræneren gik ind til kampen med en kampplan

Mulighederne udnyttede Magnus Landin og Lasse Svan på de to fløje til at score på henholdsvis fem ud af fem og fire ud af fire forsøg. Mod Norge to dage forinden tillod Sverige 14 mål fra de norske fløje. Derfor kan Wislander ikke forstå tankegangen hos det svenske trænerteam under kampen mod Danmark.

Expressen gav den svenske landstræner mulighed for at svare på kritikken af taktikken efter kampen, og her fortalte han, at der var en mening bag.

- Det er altid en afvejning. Vi ville ikke give dem chancen for indspil, siger Kristján Andrésson og uddyber:

- Nu hvor vi har tabt, kunne vi have taget det til fornyet overvejelse. Men vi gik ind til kampen med en kampplan, som vi troede på.

Sverige skal spille mod Kroatien på lørdag om at blive nummer fem ved slutrunden.