Vejen til VM-guld: En var for lille - og en anden ville hellere spille fodbold

16x9
Der er sket meget, siden Jannick Green til højre i kollagen havde grydehår og manglede størstedelen af sine fortænder. Foto: TV 2/TV 2 Fyn/TV Midtvest

TV 2 har været i arkivet og fundet gamle godter med tre af de danske gulddrenge.

Søndag bandt det danske herrelandshold en smuk guldsløjfe på en suverænt spillet VM-slutrunde, da de slog vores norske naboer med 31-22 og gjorde sig fortjent til gylden konfettiregn og ditto medaljer.

Vejen mod førstepladsen har, med undtagelse af nogle ærgerlige skader, været snorlige og belagt med håndbold i verdensklasse fra de danske drenge. Og det blev søndag aften fejret ved Herning Kongrescenter, hvor de fra balkonen modtog velfortjent hyldest fra de mange fremmødte håndboldfans. 

Mandag fortsætter fejringen på Rådhuspladsen i København, hvor der bliver serveret rådhuspandekager og jubelbrøl i bunkevis.

For at tage del i fejringen er TV 2 gået tilbage i arkiverne for at se på tre af de store profilers vej mod VM-guldet.

Gad ikke stå på mål

Niklas Landin har en stor del af æren for, at danskerne nu bærer velfortjent VM-guld om halsen. Med en redningsprocent på 38 er han, sammen med norske Espen Christensen og Ivan Stevanovic, den bedste målmand under slutrunden.

Ud af 223 skud på mål var det altså kun 139, der fik lov til at passere den danske målvogter.

Men det har ikke altid ligget i kortene, at Niklas Landin skulle passe på målet. Faktisk endte han der mod sin egen og familiens vilje, dengang han spillede lilleputhåndbold for KFUM København.

Vi kan takke Henrik Persson for, at Niklas Landin endte som målvogter.

Det var lilleputtræner Henrik Persson, der traf beslutningen.

- Jeg kan huske, at jeg - meget mod hans mors vilje - satte ham ind på mål. Det passede hende bestemt ikke, for hun synes, det var synd for hendes lille dreng, at han skulle stå på mål, fortalte KFUM-København-træneren til TV 2 i 2011.

Lilleput Landin forstod dog ikke helt, hvad han lavede i målet.

- Jeg havde ikke så mange redninger, men jeg læste åbenbart spillet fint.

- Det kunne da også være fedt at være den nye Mikkel Hansen eller en anden, der spiller ude i marken. Jeg kan godt lide at skyde bolden ind, og håber også, at jeg engang kan få lov til at vise det, lød det fra den dengang 22-årige spiller.

En ung Niklas Landin drømte i 2011 om at få lov til at spille i marken. I dag vil vi helst ikke undvære ham på målet. Arkivvideo fra 2011. Video: Katja Mejborn Østergaard

I dag er han rundet de 30 år, og han er stadig fast mand i målet. Men det betyder ikke, han ikke også får lov til at skyde bolden i mål i modsatte ende. Tre mål blev han registreret for under denne slutrunde.

Talentudvikler spåede ikke den lille fyr en stor fremtid

For Mikkel Hansen stod det nærmest skrevet i stjernerne, at han en dag skulle ende på toppen af sejrsskamlen ved en VM-slutrunde. Med en inspirationskilde i sin far Flemming Hansen, som selv har haft en stor karriere, og med en forkærlighed og iver for sporten, var banen nærmest ryddet for en ung Mikkel Hansen, da han startede sin håndboldrejse i Helsingør Idrætsforening.

Alligevel var tidligere talentudviker for Dansk Håndbold Forbund Claus Hansen ikke videre imponeret, første gang han mødte den dengang 14-årige Mikkel Hansen.

- Der var ikke noget, som indikerede, at Mikkel skulle være dygtigere end de øvrige spillere til samlingen. Han var ikke særlig høj, og han var spinkel, så han blev rykket ud som venstre fløj. Mikkel var bare en blandt de andre, har han fortalt DR.

Mikkel Hansens far fortæller om den teknik, sønnen udviklede for at kompensere for sin smalle bredte og begrænsede højde. Arkivvideo fra 2009. Video: Katja Mejborn Østergaard

Også VM-heltens egen far var opmærksom på udfordringerne ved sønnens beskedne størrelse.

- Han var jo nødt til at kompensere for manglende højde ved at skyde nogle vinklede og lidt kringlede skud, lyder det fra far Flemming Hansen.

Størrelsen kom med årene, og i dag er 31-årige Mikkel Hansen næsten to meter høj, men det betyder ikke, at han er stoppet med at udvikle sin nærmest mytiske skudteknik.

Enhver træner, der har læst på lektion, ved, at Mikkel Hansen kan noget helt særligt med sine hænder. For ti år siden var det lidt lettere at tage røven på modstanderen. Arkivvideo fra 2009. Video: Katja Mejborn Østergaard

Han fik for alvor skudt sig ind i danskernes håndboldhjerter, da han under OL i 2008 scorede sejrsmålet mod Rusland i sidste sekund og sendte Danmark videre til kvartfinalerne efter en - ifølge de fleste kommentatorer – håbløs kamp.

- Mikkel Hansen. Væn dem til navnet. Han er ikke bare fremtidens håndboldkonge af Danmark. Han blev det også på et splitsekund mod Rusland, skrev Jyllands-Posten, og i dag findes der vel næppe en eneste håndbolddansker, der ikke kan hans navn i søvne.

Chancerne for en kvartfinale plads under OL i 2008 så minimale ud - i hvert fald lige ind til debutanten Mikkel Hansen scorede i sidste sekund. Arkivvideo fra 2008. Video: Katja Mejborn Østergaard

Siden har den langhårede herre spillet alle de slutrunder, han overhovedet har kunnet komme i nærheden af. Seks landsholdsmedaljer er det blevet til, og endnu flere, hvis man tæller medaljer med fra klubben Paris Saint-Germain

Han er desuden blevet kåret som verdens bedste tre gange, og under denne slutrunde blev han æret med titlen som den mest værdifulde spiller.

Ville hellere spille fodbold

Jannick Green fik håndbold ind med modermælken. Helt bogstaveligt. Med den tidligere professionelle håndboldspiller Hanne Green som mor var han også kun ganske ung, da han gennemskuede opskriften på stor succes på håndboldbanen:

- Jeg tror, hun har øvet sig før. Og så har hun gået til det i mange år. Derfor, tror jeg, er hun blevet så god, sagde den dengang seksårige Jannick Green i 1995, da TV Midtvest besøgte familien i forbindelse med Hanne Greens kamp nummer 400.

I 1995 mødte TV MIDTVEST Janick Green i forbindelse med et indslag om hans mor. Dengang var håndbolden dog ikke helt lige så interessant, som den er i dag. Video: Thomas Lee Christensen

Men selvom det var hyggeligt at komme ud i håndboldhallerne – særligt fordi der var slik og godter – var det en anden boldsport, der dengang trak i den unge Jannick Green:

Fodbold.

Derfor valgte han som 16-årig at vælge hygge-håndbolden i Lemvig fra til fordel for et ophold på FC Midtjyllands fodboldakademi.

Her dygtiggjorde han sig sammen med forsvarsspillere som Simon Kjær og Winston Reid, men konkurrencen om forsvarspositionen var hård, og derfor udeblev tilbuddet om en af de eftertragtede ungdomskontrakter til den 16-årige Jannick Green.

I stedet vendte han tilbage til Lemvig, og før han fik set sig om, var han – sammen med sin i dag trofaste makker Niklas Landin – med på det danske U18-landshold.

Herfra er resten historie.

En sejrsbrølende Jannick Green, som under kampen mod Ungarn havde 12 redninger, stod på 43 procent og pillede pynten af de ungarske skytter.
En sejrsbrølende Jannick Green, som under kampen mod Ungarn havde 12 redninger, stod på 43 procent og pillede pynten af de ungarske skytter. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

I dag spiller den 30-årige målvogter for tyske SC Magdeburg, og selvom Jannick Green ikke blev Danmarks nye store forsvarsspiller på grønsværen, formåede han under VM at forsvare det danske mål så godt, at han indtager en delt syvendeplads over slutrundens bedste.

Med 43 blokerede ud af 122 skud på mål endte han med en redningsprocent på 35.

TV 2 følger fejringen af gulddrengene hele dagen, og du kan også følge med direkte HER.