Sandra Toft havde ’let til tårer’: - Hårdt at skulle fortælle det

16x9
Sandra Toft har spillet 103 A-landskampe for Danmark og kom til Team Esbjerg i sommeren 2017 fra Larvik. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den danske landsholdskeeper skifter til sommer til franske Brest, og den nyhed havde hun svært ved at fortælle til sine kolleger i Team Esbjerg.

Den danske landsholdsmålvogter Sandra Toft har på baggrund af en glædelig nyhed skullet igennem nogle svære og kedelige stunder.

Til sommer skifter hun til franske Brest, og den besked skulle hun overbringe til sine kolleger og venner på Team Esbjerg.

- Det var hårdt at skulle fortælle dem, at jeg valgte at skifte, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT.

Siden 2017 har den 29-årige målvogter spillet for Team Esbjerg, men udenlandseventyret lokkede den danske landsholdsmålvogter, og derfor takkede hun ja, da franske Brest henvendte sig. Derfor bytter hun til sommer Vestjylland ud med Bretagne.

- Det har været en svær beslutning, og det har da også gjort, at jeg har været let til tårer, da jeg skulle tage den og skulle fortælle klubben om den. For jeg har været rigtig glad for at være i Team Esbjerg.

- De mennesker, der er i klubben, betyder rigtig meget for mig. Så det var svært at sige, at jeg skulle skifte.

Sandra Tofts glæde i Team Esbjerg er gengældt hos cheftræner Jesper Jensen, som ærgrer sig over, at han til sommer må undvære sit førstevalg i målet.

- Sandra er et stort håndboldnavn, og hun fylder meget i Team Esbjerg. Sandra har en vindermentalitet, som kun ganske få er i besiddelse af, og hun vil efterlade et tomrum som både målvogter og menneske, siger Jesper Jensen.

Trænerens navn bliver også nævnt hos Sandra Toft, når hun taler om den svære beslutning.

- Det var hårdt at sige det til Jesper Jensen. Jeg er rigtig gode venner med mange af pigerne, så jeg ved, at jeg skuffede mange, siger hun.

Sandra Toft håber nu at slutte af med at vinde danmarksmesterskabet med Team Esbjerg. Sker det, vil det være hendes andet trofæ med klubben. I 2017 blev hun pokalmester med holdet.