- Det mest beskidte slag, jeg har set i flere år, siger Nyegaard

Olafur Gustafssons slag i maven på Nicolas Lundbye Kristiansen blev et stort samtaleemne efter kampen mellem KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold.

Nordsjælland-spilleren Nicolas Lundbye Kristiansen fik kærligheden fra en tidligere KIF Kolding-holdkammerat at føle på barsk vis mandag aften.

I den vigtige kamp i bunden af tabellen udfordrede den 26-årige bagspiller i første halvleg KIF Kolding-islændingen Olafur Gustafsson, som kvitterede med en knytnæve direkte ind i maven på Nicolas Lundbye Kristiansen, som forlod KIF Kolding inden denne sæson.

- Det er en møgbeskidt tackling. Ikke noget at sige til, at han er fuldstændig pumpet for luft, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, som kalder det for en ”helt bevidst handling”.

- Det er det mest beskidte slag, jeg har set i flere år, tilføjer han efter kampen.

Kampens dommere, Klaus Andersen og Lars Hansen, dømte ikke noget i situationen, og det skal Olafur Gustafsson prise sig lykkelig for ifølge eksperten.

- Hvis dommerne havde set den, havde det været et klart rødt kort. De er også mennesker og kan ikke se det hele, siger han.

Slaget gjorde Lundbye Kristiansen svimmel

Tacklingen indtraf fire minutter før pausen, og selv med tiden mellem halvlegene blev Nicolas Lundbye Kristiansen aldrig for alvor klar til at spille i anden halvleg.

- Lige da det skete, kunne jeg slet ikke få vejret. Det var helt forfærdeligt. Der vidste jeg godt, at jeg skulle ud. Det var lidt mærkeligt. Jeg har aldrig prøvet at få luften slået så meget ud. Det gav sådan en varm fornemmelse i hele gruppen. Jeg var rimelig svimmel, så det var derfor, jeg ikke spillede, siger Nicolas Lundbye Kristiansen til TV 2 SPORT.

Lundbye Kristiansen får slag i maven af Gustafsson. Nordsjælland-spilleren Nicolas Lundbye Kristiansen fik kærligheden fra en tidligere KIF Kolding-holdkammerat at føle på barsk vis mandag aften.
Lundbye Kristiansen får slag i maven af Gustafsson. Nordsjælland-spilleren Nicolas Lundbye Kristiansen fik kærligheden fra en tidligere KIF Kolding-holdkammerat at føle på barsk vis mandag aften. Foto: TV 2

Nordsjælland-bagspilleren er enig med Bent Nyegaard i, at det ser ud til at være en bevidst handling fra Olafur Gustafsson.

- Det er for mig at se et bevidst knytnæveslag lige i mellemgulvet helt uden chance for at spænde op eller noget som helst, siger han og tilføjer, at han ikke tager slaget alt for tungt:

- Nu er det min gamle holdkammerat, og jeg er stadig venner med Olafur. Sådan noget gør man måske i en kamp. Jeg havde en god start, og så tænkte han måske, at jeg lige skulle ud at sidde lidt. Det virkede, kan man sige.

Nordsjælland-spillerens træner, Ian Marko Fog, var heller ikke begejstret over hændelsen.

- Det er jo helt vanvittigt. 

- Det der er ikke i orden. Det er det virkelig ikke, siger træneren.

Nicolas Lundbye Kristiansen scorede seks mål på seks forsøg i kampen, som udeholdet fra Nordsjælland vandt med 26-24.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Olafur Gustafsson samt kampens dommere.

Over for JydskeVestkysten fortæller Lars Frederiksen, at Gustafsson har været til høring for sit slag. Det kan betyde, at islændingen får et blåt kort.

KIF Kolding tabte på hjemmebane med to mål til bundholdet Nordsjælland. Video: TV 2 SPORT