Fyret KIF-træner fortryder: - Jeg skulle have været tættere på spillerne

16x9
Lars Frederiksen stillede onsdag eftermiddag op til interview med TV 2 SPORT - dagen efter hans fyring som cheftræner i KIF Kolding Foto: Theis Tingstedt Lavrsen / TV 2 SPORT

- Det har ikke været skide sjovt, siger en ramt Lars Frederiksen efter fyringen i hjerteklubben KIF Kolding.

Vi mødes på et hotel på grænsen mellem Fyn og Jylland.

24 turbulente timer og en nattesøvn efter fyringen i KIF Kolding er Lars Frederiksen nu klar til at snakke. Klar til at fortælle sin version af uroen i Danmarks mest vindende herrehåndboldklub. 

Eller - han er klar til at fortælle noget af sin version.

Nøjagtig som spillere og ledelse i KIF vil Lars Frederiksen nemlig heller ikke forholde sig til, hvad det konkret var for oplevelser, der gjorde spillertruppen så utilfreds med ham, at de til sidst gik til ledelsen med deres frustrationer. 

- Hvad spillerne er kommet med, vil jeg ikke stå og diskutere her, fastslår Lars Frederiksen som noget af det allerførste i interviewet. 

Han lægger dog ikke skjul på, at der er ting, han ville have gjort anderledes i denne sæson, hvis han kunne gøre det om. 

- Jeg skulle have været tættere på mine spillere. Jeg skulle have brugt noget mere tid på dem og på at have dem ind til endnu flere individuelle samtaler, så jeg havde følt, at jeg vidste, hvor jeg havde dem, og så de havde mulighed for at komme med nogle ting. Det fortryder jeg rigtig meget. Men det kan jeg jo ikke lave om på nu. Det er sådan, det er, siger Lars Frederiksen til TV 2 SPORT. 

Den seneste uge har TV 2 SPORT talt med en række kilder både i KIF Kolding og med indsigt i den tidligere storklub. De fortæller alle den samme historie.

Om en spillertrup, der var meget utilfreds med cheftrænerens engagement og arbejdsindsats i klubben - og at utilfredsheden kulminerede på en træningslejr på Lanzarote i januar, hvor spillerne oplevede en cheftræner, der ikke altid dukkede op til den aftalte tid til samlinger, og som brugte mange timer på lange cykelture i stedet for at være sammen med spillerne.

Lars Frederiksen vil ikke selv fortælle, hvilke konkrete kritikpunkter spillerne er kommet med på de møder, der har været de seneste dage. Men han lægger ikke skjul på sin vrede over udlægningen af hans cykelture på træningslejren og kalder fremstillingen af dem "pure opspind". 

- Så bliver jeg faktisk vred. Så bliver jeg pissesur. Vores ledelse var med dernede - jeg opfordrede dem faktisk til at tage med - og det var rent faktisk dem, jeg var på cykeltur med, for at vi kunne få et tæt forhold til hinanden. Hvis spillerne har en opfattelse af, at jeg bare har ligget og cyklet derudaf - og ikke har gidet at være på træningslejr - det er jeg meget frustreret over og ked af, hvis nogen har fået den opfattelse, siger Lars Frederiksen til TV 2 SPORT. 

Men hvordan har du det så med, at noget er blevet opfattet på den måde af folk, der har været til stede?

- Som jeg siger - det er jeg selvfølgelig ked af, hvis det er blevet opfattet på den måde. I bund og grund gik det jo ud på, at jeg gerne ville bruge tid sammen med ejerne, direktøren og formanden. At det så skal ses i et andet lys, må være nogle misforståelser undervejs, der er sket, forklarer Lars Frederiksen.

Han fortæller også, at han ikke dukkede op til en aftensamling på træningslejren, fordi han var syg. 

KIF Koldings næstformand Anders Jensen bekræfter over for TV 2 SPORT, at ledelsen to gange var med Lars Frederiksen på cykelture - to ture på henholdsvis 30 og 40 kilometer. Træneren var derudover selv på én cykeltur alene, mens spillerne havde fri, oplyser han. 

Men det var hverken cykelture eller træningslejren på Lanzarote, der kostede Lars Frederiksen jobbet. Turen sydpå var blot kulminationen på mange måneders stigende frustration blandt KIF-spillerne, bekræftede klubbens formand i interview med TV 2 SPORT mandag aften. 

-  Når jeg kigger tilbage på det, så har jeg måske ikke været dygtig nok til at give dem (spillerne, red.) den tid, de har brug for, siger Lars Frederiksen og forklarer, at der har været 11 nye spillere i KIF-truppen til denne sæson. 

Og så har han selv haft travlt med mange andre opgaver end kun at være cheftræner, fordi KIF Kolding har haft tre forskellige direktører, siden klubikonet Jens Boesen gik på pension i sommer. Den nye direktør, Christian Phillip, begyndte først i klubben i fredags. 

- Det har selvfølgelig betydet, at jeg hele tiden skulle involveres i tingene, og de er kommet til mig, fordi jeg var den, der havde været i klubben i længst tid efter familien Boesen. Det skal man bare vide, at det har kostet mange kræfter, og det tager tid at bygge sådan noget nyt op. 

- Når den ene direktør så forsvinder lynhurtigt igen, og man skal sætte sig ind i den næste og den næste igen, så er det selvfølgelig noget, der skal bruges rigtig meget tid på. Og det er måske kommet til at gå en lillebitte smule ud over de nye spillere, der er kommet på holdet, som også kræver en masse tid. Og det er jeg rigtig ked af, siger Lars Frederiksen og forklarer, at han også har stået for at forhandle kontrakter med både nuværende og potentielle KIF-spillere til den kommende sæson. 

Når du står her nu, har du så en følelse af, at det, at du har haft mange arbejdsopgaver, måske er en af forklaringerne på, at du er blevet opfattet som værende ikke helt til stede?

- Jeg ved ikke, om jeg ikke har været til stede. Det vil jeg altid sige, at jeg har været. Men der har været mange timer, der skulle bruges konstruktivt og effektivt, og den arbejdsmængde har jeg måske ikke lige været klar og forberedt på. Jeg ved godt fra alle de år, jeg har været ligatræner, at det kræver fuld ressourcer at være der og være på hele tiden, siger Lars Frederiksen til TV 2 SPORT.

Spillerne er gået så til ledelsen, og det er endt med, at du har mistet dit arbejde. Har spillere generelt for meget magt i dansk håndbold, synes du?

- Det er altid en svært spørgsmål. Jeg tror på, at med en stærk ledelse når du aldrig ud i det der. Så tager man det i opløbet. Det er i hvert fald min opfordring. Hvis man skal undgå sådan nogle ting her, er det utrolig vigtigt, at ledelsen er tæt på, hvad der egentlig sker i en klub,

Så der har ikke været en stærk ledelse i KIF Kolding?

- Det har jeg ikke sagt. Men jeg siger, at min opfordring er, at en ledelse hele tiden er på i forhold til det. Hvordan de (KIF-ledelsen, red.) har prioriteret, vil jeg ikke kommentere. Men for mig er det en vigtig del af det at være en håndboldklub, siger Lars Frederiksen til TV 2 SPORT. 

Trods den dramatiske exit i KIF Kolding håber den tidligere Team Esbjerg- og KIF Vejen-træner, at han kan finde et nyt job i håndboldverdenen. 

- Jeg vil enormt gerne stadig være træner og synes, det er et fedt arbejde. Jeg har også drømt om, at det skulle være i Kolding i mange år. Men sådan skulle det ikke være.

Lars Frederiksen nåede at være træner i KIF Kolding i halvanden sæson. I sidste sæson kvalificerede han klubben til slutspillet og var tæt på at føre holdet til DM-semifinalerne.