Håndboldherrernes VM-pokal udstilles på Nationalmuseet

Nationalmuseet markerer den historiske VM-sejr ved at udstille pokalen fra den 9. til 24. februar.

De danske håndboldherrer skabte historie, da de for første gang nogensinde kunne hæve pokalen og kalde sig verdensmestre efter en finalesejr over Norge på 31-22.

Nationalmuseet vil være med til hylde den historiske triumf og udstiller derfor pokalen med den gyldne hånd med et fast tag om håndbolden fra den 9. til 24. februar.

Her kan alle komme og tage det guldbelagte trofæ i øjesyn, og museumschefen håber på, at mange vil tage turen forbi og være med til hyldesten.

- Vi er hele Danmarks og danskernes museum. Det, der optager os som nation, er også noget, vi gerne vil afspejle. Det handler ikke kun om fortiden, det handler også om nutiden. Sådan en sejr her vil vi selvfølgelig også gerne vise på museet, siger Nationalmuseets museumschef. Anni Mogensen, til TV 2 SPORT.

- Folk synes, at det er sjovt, og det er noget, man kan identificere sig med. Og det kan måske være svært med nogle af de andre genstande herinde, da det er sket for lang tid siden. Der har været mange sejre i gennem historie, og nogle af de sejre eller store forandringer i samfundet ser man jo også i vores andre udstillinger.

- Vi kan se, at det tiltrækker nogle lidt andre mennesker, end dem der er vant til at komme her, men det er jo også interessant, da vi gerne vil være et museum for alle danskere, siger museumschefen.

Mikkel Hansen kysser VM-pokalen, der bliver udstillet på Nationalmuseet.
Mikkel Hansen kysser VM-pokalen, der bliver udstillet på Nationalmuseet. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Trofæet bliver allemandseje for en stund

Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, er beæret over, at trofæet skal udstilles på Nationalmuseet.

- Verdensmestertitlen er selvfølgelig en helt særlig begivenhed for os som forbund og i håndboldhistorien. Men når Nationalmuseet vælger at udstille vores trofæ, løfter det titlen og begivenheden op på en nationalhistorisk hylde, som vi er meget stolte over at få en plads på, siger generalsekretæren i en pressemeddelelse.

- Samtidig betyder pladsen på Nationalmuseet, at trofæet bliver allemandseje for en stund, og for os er det uhyre vigtigt, at vi kan få lov at dele sejren med alle danskerne, som stod bag drengene under hele slutrunden.

Nationalmuseet har blandt andet også udstillet Nadia Nadims spillertrøje fra kvindernes EM-finale i 2017 i udstillingen 'Din Ting - vores historie'. 

Tidligere har Nationalmuseet udstillet pokalen fra fodbold-EM i 1992, Viktor Axelsens udstyr efter VM og Wozniackis kjole efter hendes første Grand Slam-sejr i Australian Open.