Casper U. Mortensen kåret som årets spiller i Europa

16x9
Casper U. Mortensen fejrede VM-guldet med to fingre i luften. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den bedste spiller i de mandlige europæiske turneringer er dansker. Det har en stor afstemning hos det europæiske håndboldforbund slået fast.

Der er Casper U. Mortensen, og så er der alle de andre håndboldspillere i de mandlige europæiske turneringer.

Den danske venstrefløj har skilt sig så positivt ud, at han ifølge flere tusinde håndboldfans var årets bedste spiller i Europa sidste år. Han er derfor blevet kåret som EHF Player of the Year i 2018.

Det er resultatet af en afstemning, det europæiske håndboldforbund (EHF) har afholdt via sine sociale medier.

67.900 personer stemte, oplyser EHF, og den danske verdensmester vandt den afgørende afstemning foran argentinske Diego Simonet fra franske Montpellier.

- 2018 er et år, jeg aldrig glemmer. Topscorer i Bundesligaen for Hannover efterfulgt af mit skifte til Barcelona. Mange fede, intense og spændende kampe, skriver Casper U. Mortensen i en SMS til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke min klub, FC Barcelona, mine holdkammerater, min familie og alle fansene, som har stemt på mig. Det har været vildt at opleve den opbakning!

Afstemningen kørte via Facebook, Twitter og Instagram. Bemærkelsesværdigt er det, at resultaterne på de tre sociale medier er ret forskellige.

Casper U. Mortensen fik følgende andel af stemmerne, da afstemningen udløb torsdag formiddag.

På kvindesiden vandt rumænske Cristina Neagu prisen for andet år i træk. Hun scorede 110 mål i Champions League-sæsonen 2017/18. Hun blev også topscorer ved EM i Frankrig i december.

Mortensen ude resten af sæsonen

Casper U. Mortensen har scoret 56 mål i sin første Champions League-sæson for Barcelona, der har vundet ni ud af ti kampe i gruppespillet. Det gør Casper U. Mortensen til holdets klare topscorer.

Venstrefløjen kommer dog hverken til at spille flere kampe i Champions League eller i den spanske liga i denne sæson. Han blev skadet under VM i januar, hvor han scorede på alle sine afslutninger i de to første kampe.

Efter at have siddet ude mod Saudi-Arabien og Østrig kom Casper U. Mortensen tilbage på banen i flere af de efterfølgende kampe. Senere har Barcelona erkendt, at hans knæproblemer er så store, at hans menisk i venstre knæ skal opereres fredag 8. februar.

- Jeg er ekstremt ked af det. Jeg havde set frem til at fortsætte de gode takter for min klub, FC Barcelona, her i foråret.

- Jeg ved præcis, hvad der kræves af mig for at komme tilbage i topform. Det bliver en endnu bedre, skarpere og motiveret udgave, I kommer til at se, når jeg er tilbage på benene igen, skrev Casper U. Mortensen på Twitter torsdag 31. januar.

Denne torsdag, 7. februar, skriver han videre til TV 2 SPORT:

- Prisen er en kæmpe motivation for mig til at komme stærkt tilbage.

Casper U. Mortensen skiftede fra TSV Hannover-Burgdorf til FC Barcelona i sommeren 2018. Han drog til udlandet i sommeren 2015, hvor hans første klub var HSV Hamburg.

Da den nordtyske klub gik konkurs i januar 2016, skrev han efter EM-slutrunden under på en aftale med Hannover-Burgdorf.