KIF-spiller får tre spilledages karantæne for knytnæveslag

En hårdt slag for KIF Kolding, der må se bort fra Olafur Gustafsson resten af februar. Det kan ikke blive værre for klubben, mener Bent Nyegaard.

Håndboldklubben KIF Kolding må undvære Olafur Gustafsson i de kommende ligakampe mod Ribe-Esbjerg, Skjern og GOG.

Disciplinærudvalget under Dansk Håndbold Forbund (DHF) har torsdag tildelt islændingen tre spilledages karantæne for et knytnæveslag mod Nordsjælland Håndbolds Nicolas Lundbye Kristiansen.

Det skriver Divisionsforeningen på Twitter.

Gustafsson satte sit stød ind i slutningen af første halvleg af ligakampen mellem KIF Kolding og Nordsjælland Håndbold mandag 4. februar. Jyderne tabte kampen 24-26.

- Det kan ikke blive værre for KIF Kolding. Først nederlaget til Nordsjælland Håndbold, så tumulten omkring den nu tidligere cheftræner Lars Frederiksen og så det her, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Olafur Gustafsson er en vigtig spiller for Kolding. Han er en central forsvarsspiller og også en dygtig forsvarsspiller, når han ikke forfalder til vold. Så det er både skidt og trist for Kolding, og det øger bestemt ikke holdets chancer. Ribe-Esbjerg har alle intentioner om at få fat i SønderjyskE.

Ribe-Esbjerg er på niendepladsen i herrernes liga med 14 point, mens SønderjyskE med 18 point ligger på ottendepladsen, der lige akkurat giver adgang til slutspillet. KIF Kolding er nummer ti med 12 point.

Ekspert tilfreds med Disciplinærudvalgets rolle

Kampens dommere, Klaus Andersen og Lars Hansen, så ikke Olafur Gustafssons knytnæveslag og kunne derfor ikke gøre brug af videogennemsyn i situationen, da det skal ske umiddelbart efter hændelsen.

Efter kampen så dommerparret dog slaget og valgte at indberette hændelsen til Disciplinærudvalget. Bent Nyegaard er tilfreds med, at udvalget tog sagen op.

- Det var en sjælden svinestreg. Jeg har ikke bemærket, at det har været så voldsomt og grimt i meget lang tid. Vi tænker alle sammen tilbage på dengang, Mateo Garralda bevidst sendte en albue i hovedet på Lemvigs Ole Bitsch (Garralda fik fire spilledages karantæne, red.). Jeg mindes ikke at have set en svinestreg som Gustafssons siden dengang, siger håndboldeksperten.

- Jeg er meget tilfreds med, at Disciplinærudvalget har taget konsekvensen af dét, de har set, og som vi andre så. Det var grimt, og det klæder på ingen måde håndboldspillet. Det fylder mig med afsky, slutter Nyegaard.

KIF Kolding kan igen skrive Olafur Gustafsson på holdkortet, når Mors-Thy kommer på besøg lørdag 2. marts.