Danske hold brager sammen i EHF-kvartfinale

16x9
Viborg HK's spillere og trænere skal forsøge at dæmme op for NFH-spillerne i EHF Cuppen. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Viborg og NFH skal i direkte duel i EHF Cup-kvartfinalerne. For de to yderligere danske hold står den på kroatisk og russisk modstand.

Med i alt fire hold ud af otte i bowlen, så var der stor sandsynlighed for, at minimum en af de fire kvartfinaler i kvindernes EHF Cup vil blive et rent dansk opgør.

Og det endte da også sådan efter lodtrækningen, hvor Viborg HK og Nykøbing Falster Håndbold (NFH) blev trukket efter hinanden. Så nu skal de to danske ligakonkurrenter slås om en plads i semifinalerne og slipper på den måde for at skulle på en lang, dyr rejse.

- Rent økonomisk er det en glimrende lodtrækning for os, da de lange udebaneture er dyre for klubben, siger NFH-træner Jakob Larsen, som ikke tager noget for givet på trods af, at hans hold har slået Viborg forholdsvis sikkert to gange i den hjemlige liga i denne sæson:

- Europæisk har Viborg spillet godt og har også stolte traditioner. Så det er ikke sådan, at jeg jubler over at trække dem rent sportsligt. Når der spilles over to kampe, så betyder dagsformen utrolig meget, siger Jakob Larsen.

Mens Viborg HK gik sejrrigt igennem gruppespillet og tog førstepladsen i deres pulje, så blev NFH nummer to i deres gruppe, som blev vundet af kroatiske Podravka Vegeta.

Netop Podravka skal nu møde et tredje dansk hold: Herning-Ikast Håndbold. Og det er de ganske tilfredse med i det midtjyske:

- Det er en fin lodtrækning. Et godt hold med kroatiske landsholdsspillere, så jeg ser det som en 50/50 kamp, hvor vi skal skal have et godt udgangspunkt med fra hjemmekampen inden returopgøret i Kroatien, siger HIH's cheftræner, Kristian Kristensen.

Sidst men ikke mindst trak Team Esbjerg det russiske hold Kuban Krasnodar. Mere end 3000 kilometers rejse venter derfor vestjyderne, når de skal gæste russerne i kampen om en EHF Cup-semifinaleplads.

- For klubben er sådan en tur ret bekostelig, men samtidig er det også en oplevelse for holdet at sammen tage på sådanne udebaneture og møde et anderledes hold, som vi rent sportsligt har chancer mod, lyder vurderingen fra Jesper Jensen, som er Team Esbjergs træner.