Tidligere landsholdsfløj gjorde comeback: - Har ofret rigtig meget

16x9
Anne Mette Pedersen har kontraktudløb til sommer. Foto: TV 2

Højrefløjen Anne Mette Pedersen er tilbage på håndboldbanen med stor tro på, at hun kan nå sit topniveau.

Anne Mette Pedersen spillede onsdag aften sine første minutter siden november sidste år.

En skade i menisken har betydet, at hun skulle igennem et længere genoptræningsforløb, og det kulminerede onsdag i Aalborg, hvor Herning-Ikast-fløjen kom på banen i 22-17-sejren.

- Alle, der har prøvet at være igennem sådan en genoptræning, kan sætte sig ind i følelsen af, at det er et sindssygt hårdt forløb. Det er meget selvtræning og kedelig træning. 

- Men når man står på banen igen, er det fuldstændig ligegyldigt. Så bliver alt det hårde arbejde bare det hele værd, siger Anne Mette Pedersen til TV 2 SPORT.

I november gennemgik hun en succesfuld operation, og genoptræningsforløbet ser ud til at have båret frugt.

- Knæet reagerede godt. Der var ingen problemer. Jeg har taget den tid, der skulle til, for at sikre, at det ikke sker igen. Jeg var virkelig klar, og derfor har jeg heldigvis heller ikke mærket noget efterfølgende.

Den tidligere landsholdsfløj har siden operationen været målrettet mod at gøre comeback på håndboldbanen. Ved siden af tilværelsen som håndboldspiller er hun ved at uddanne sig som fysioterapeut. Den uddannelse satte hun på standby for at give sit knæ fuld opmærksomhed.

- Jeg har ofret rigtig meget på det og har sat min skole på standby, for nu skulle jeg tilbage på den håndboldbane, og derfor gør det også bare, at det er det hele værd nu. Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt, at jeg har valgt at prioritere det her 140 procent, siger hun begejstret.

På klubjagt

Anne Mette Pedersen har spillet 27 landskampe, men har siden 2016 ikke været landsholdsaktuel. Det er da heller ikke her, hendes fokus ligger i øjeblikket. Hun kigger i stedet frem mod sommeren, hvor hun har kontraktudløb i sin midtjyske klub.

Er du fortrøstningsfuld i forhold til at finde en klub?

- Ja, det synes jeg. Jeg tager tingene lidt med ro i forhold til det, for jeg tænker, at tingene nok skal løse sig på et tidspunkt. Jeg har ikke haft de bedste kort på hånden på grund af min skade, men jeg synes, jeg beviste mit niveau i efteråret, inden jeg blev skadet. Det tror jeg på, at jeg kan nå igen, og så må der være nogen, der gerne vil have mig, siger hun.

Anne Mette Pedersen har spillet 27 landskampe.
Anne Mette Pedersen har spillet 27 landskampe. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Hun fortæller ydermere, at hun ikke har været i kontakt med klubber om en mulig aftale.

Anne Mette Pedersen har været i Herning-Ikast, tidligere FCM Håndbold, siden 2017, hvor hun kom tilbage til sin barndomsklub.