Toft Hansen afløser landsholdsstreg i Viborg

16x9
Majbritt Toft Hansen har spillet i Aaarhus (SK Aarhus og senere Aarhus United) siden 2015. Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark

Aarhus Uniteds Majbritt Toft Hansen afløser Stine Bodholt i Viborg, erfarer TV 2 SPORT.

Det bliver en stregspiller med et landskendt efternavn, der til sommer afløser Stine Bodholt, når Viborgs landsholdsstreg rejser på udlandseventyr i franske Nantes.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har Viborg HK sikret sig 25-årige Majbritt Toft Hansen, der er lillesøster til herrelandsholdets brødrepar Réne og Henrik Toft Hansen.

Majbritt Toft Hansen skifter fra Aarhus United, som hun har spillet for siden klubbens fødsel i 2017. Inden da spillede hun to år i SK Aarhus og fem år for Skive fH.

Majbritt Toft Hansen har spillet 21 kampe for Aarhus United i denne sæson og har scoret 46 mål på 63 forsøg.

Hverken Viborg HK eller Aarhus United har ønsket at kommentere TV 2 SPORTs oplysninger.

Bodholt tager på udlandseventyr

Aarhus United-stregspilleren skal erstatte Stine Bodholdt, som til sommer forlader Viborg HK to år før det planlagte kontraktudløb. Landsholdsstregen er blevet købt fri af franske Nantes, der har Allan Heine som cheftræner. 

Det er første gang, Stine Bodholt skal spille i udlandet på daglig basis. Hun indledte sin seniorkarriere i Viborg, som hun vendte tilbage til i 2016 efter seks år i Skive fH og to sæsoner i Team Esbjerg. 

I Nantes bliver Stine Bodholt klubkammerat med landsholdskammeraten Lotte Grigel, der blev præsenteret af den franske klub i sidste uge. Hun skifter fra ungarske Debreceni.