TM Tønders træner ramt af svulst i hovedet

16x9
Torben Sørensen gennemgår mandag en hjerneoperation. Foto: TV 2 SPORT

For anden gang på fem år skal TM Tønders træner, Torben Sørensen, igennem en hjerneoperation.

TM Tønder tabte søndag topbraget i herrernes 1. division til Fredericia, hvor klubben ellers havde chancen for at overtage førstepladsen, der giver direkte oprykning til landets bedste håndboldrække.

Men nederlaget er langt fra det, der fylder mest i TM Tønder, der sidste år rykkede ned fra ligaen.

Cheftræner Torben Sørensen har nemlig fået en svulst i hjernen, som mandag skal opereres. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. Torben Sørensen er væk fra trænerjobbet på ubestemt tid, da der efterfølgende venter stråle- og kemobehandling.

- Under seneste kontrolscanning lige inden jul blev der konstateret en svulst I hovedet. Det har naturligvis berørt mig og min familie meget. I den forbindelse har jeg en stor tak at sende til familie og venner. Ligeledes en stor tak til bestyrelsen og spillerne i TM Tønder for at vise stor forståelse for min situation. Jeg har på intet tidspunkt følt, at klubben har bedt mig udskyde operationen til efter sæsonen, siger Torben Sørensen.

Torben Sørensen blev for fem år siden opereret for en svulst i hovedet, men til JydskeVestkysten fortæller han, at svulsten denne gang er vokset anderledes, hvilket ikke er så godt.

Håber på hurtigt comeback

Netop derfor skal han denne gang igennem et forløb efter operationen, mens han for fem år siden var ude at løbe en tur igen efter 12 dage, skriver avisen.

- Da jeg for fem år siden blev opereret, var jeg forholdsvis hurtig tilbage igen. Det håber jeg også at være denne gang, siger Torben Sørensen i pressemeddelelsen.

TM Tønder ligger på andenpladsen i 1. division, som giver playoffkampe om en plads i ligaen i næste sæson.

Assistenten overtager

I Torben Sørensens fravær overtager assistenttræner Hans Martin Asmussen rollen som cheftræner, mens U18-træner Michael Wollesen bliver tilknyttet trænerteamet. Planerne har Torben Sørensen faktisk selv været med til at lægge.

- Vi har brugt den seneste tid på at lave en gameplan, hvor truppen er blevet involveret. Spillerne har virkelig bidraget særdeles positivt i forhold til at finde løsninger. Den måde, vi har arbejdet på hele sæsonen med, at spillerne gerne vil udvikle sig, tage ansvar og involvere sig, kommer os til gavn nu, siger han.

- Derfor har vi også både en plan A, B og C, men der vil altid være udfordringer, som vi ikke kan planlægge os ud af. Derfor er mit største håb også, at alle i og omkring klubben vil respektere os i den kommende periode.

Klubbens direktør har kun roser til overs for cheftrænerens overskud i den pressede situation.

- Vi var alle rystede, da Torben fortalte os om situationen. Torben har været meget ærlig, afklaret og særdeles åben omkring løsninger, mens han er sygemeldt. Torben yder et meget dedikeret arbejde i TM Tønder, og det har også været tilfældet her. Alt, hvad der kan planlægges, er gjort til mindste detalje, så processen har - trods omstændighederne - været rigtig god. Vi ønsker alle Torben alt det bedste og glæder os til at se ham igen - stærkere end nogenside, siger Kim Wittenkamp.

TM Tønder er med syv kampe tilbage to point efter Fredericia i 1. division. Nummer et sikrer sig direkte oprykning.