Seks vilde sekunder: To røde kort, straffe i begge ender og afgørende redning efter tid

Søren Haagen blev helten, da Ribe-Esbjerg på mærkværdig vis sikrede uafgjort 25-25 hjemme mod Skanderborg

Håndboldsporten er nogle gange lidt som en film med Arnold Schwarzenegger eller Sylvester Stallone. Man tænker på et tidspunkt, at det ikke kan blive vildere.

Men så ser man lidt videre og må revurdere den tanke.

Nogenlunde sådan var torsdagens ligakamp mellem Ribe-Esbjerg og Skanderborg Håndbold, som endte 25-25 og med et point til hver.

Men sådan endte det først efter en afslutning så vild, at de herrer Schwarzenegger og Stallone vist efterhånden er for gamle til at kunne følge med. De sidste sekunder af kampen udspillede sig – som du også kan se i videoen over artiklen – cirka sådan her:

  • Først og fremmest var Skanderborg foran med 25-21 få minutter før tid. Men det blev (naturligvis, det er jo håndbold) hentet, således at østjydernes føring ti sekunder før tid var på et enkelt mål – 25-24.
  • I jagten på afgørelsen får Skanderborgs Jonas Samuelsson sendt bolden i Ribe-Esbjergs parader. Og nu begynder det så at gå hurtigt.
  • Ribe-Esbjergs Rasmus Boysen får fingre i bolden, og bliver tacklet fra siden af Skanderborgs Lars Skaarup.
  • Frikast, og tiden stoppes. Her er der ifølge kampens observatør Jørn Møller seks sekunder tilbage på haluret.
  • Tacklingen vurderes af kampens dommere Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm til at være så hensynsløs og farlig, at der kvitteres med et rødt kort til Lars Skaarup. I henhold til spillereglernes paragraf 8:10 d), som omhandler kampens sidste 30 sekunder, skal en diskvalifikation i dette tilfælde efterfølges af et straffekast.
  • Altså straffekast til Ribe-Esbjerg. Det scorer Kasper Kvist på. Udligning til 25-25. Nu er der cirka tre sekunder tilbage af kampen.
  • Dog er dramaet langt fra overstået. For Skanderborgs målmand Bertram Obling er hurtig og får kastet bolden op til midterlinjen, hvor Nikolaj A. Nielsen er klar til at gribe den og kaste mod mål. Det forhindrer Ribe-Esbjergs Jonas Tidemand med en parade. Ribe-Esbjerg jubler over uafgjort og det ene point.
  • Desværre for Ribe-Esbjerg var Tidemand, vurderede dommere og observatør, i parade-øjeblikket ikke tre meter væk fra opgiverkastet. Det skal man være ifølge reglerne.
  • Det betyder, at paragraf 8:10 c) bringes i spil. Her står der, at ”hvis bolden er ude af spil i kampens sidste 30 sekunder, og en spiller eller holdofficial forhindrer eller forsinker modspillerne i udførelsen af et kast for at hindre dem i at skyde på mål eller opnå en klar scoringsmulighed, skal den skyldige spiller/holdofficial diskvalificeres, og et straffekast skal tilkendes modstanderholdet.”
  • Det betyder rødt kort til Tidemand. Og straffekast til Skanderborg. Tiden er udløbet.
  • Markus Mørk har nu muligheden for at sikre Skanderborg sejren fra syvmesterstregen. Heldigvis for Ribe-Esbjerg, har de Søren Haagen med på mål.
  • Haagen redder. Mørk brænder. Kampen ender 25-25.

Herre Håndbold Ligaen

1. Aalborg 35
2. GOG 34
3. TTH 29
4. BSV 29
5. Skanderborg 28
6. Skjern 28
7. Århus 26
8. Ribe-Esbjerg 19
9. SønderjyskE 18
10. Nordsjælland 15
11. KIF 12
12. Lemvig 12
13. Mors-Thy 10
14. Ringsted 9

Og bare for at give de afsluttende sekunder lidt ekstra kolorit – hvis du synes, de mangler det – så kan det ene point ende med at sikre Ribe-Esbjerg en plads i slutspillet. Vestjyderne ligger nemlig og kæmper med SønderjyskE og Nordsjælland i omegnen af den 8.-plads, som skiller slutspilshold fra nedrykningstruede hold.

Tak for kaffe. God fornøjelse med at forsøge at slå de seks sekunder, Schwarzenegger og Stallone.