Tranborgs skade er ’en sort dag for dansk kvindehåndbold’

16x9
Mette Tranborg er ude i ti måneder. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Håndboldekspert Bent Nyegaard og landstræner Klavs Bruun Jørgensen ærgrer sig begge over Mette Tranborgs skade, som kommer på et kritisk tidspunkt.

Når landstræner Klavs Bruun Jørgensen sætter navn på sin startopstilling, har Odense Håndbold-spilleren Mette Tranborg været selvskrevet på højrebackpositionen, men sådan kommer det ikke til at være i de næste ti måneder.

- Det er selvfølgelig allermest synd for Mette, siger Klavs Bruun Jørgensen om hendes korsbåndsskade til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Jeg tror, hun måske kunne have været på vej til at være én af de mest spændende spillere på højre back i Europa.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard kan tabet af den langtidsskadede nøglespiller komme til at koste landsholdet dyrt.

- Nu har solen skinnet stort set uafbrudt i tre døgn i Danmark, men onsdag er virkelig en sort dag for Mette Tranborg og dansk kvindehåndbold.

Den høje højre back overrev sit korsbånd i en Champions League-kamp i weekenden. Den kendsgerning ærgrer naturligvis landstræneren, som går ind i en afgørende periode for dansk landsholdshåndbold.

- Det er på alle måder trist. Så er det selvfølgelig trist for landsholdet, fordi vi har lagt meget på Mettes skuldre både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt, så det vil da helt sikkert være et savn at skulle undvære hende. Men vi må arbejde videre med dem, der er her, og det kommer vi også til, siger Klavs Bruun Jørgensen.

I første omgang skal landsholdet forsøge at kvalificere sig til VM, hvor de skal spille playoffkampe mod Schweiz i maj.

Lykkes det at kvalificere sig, skal de sigte efter top-7 ved VM, som giver en plads i kvalifikationturneringen til OL i 2020. Derfor kunne nyheden nærmest ikke komme på et værre tidspunkt ifølge Bent Nyegaard.

- Uden at jeg har de nøjagtige tal, vil jeg tro, at det er hende, der har fået flest minutter på banen, siden Klavs Bruun Jørgensen tog over som landstræner. Så det er virkelig et hårdt slag. Når man taler landsholdet, spekulerer man på VM i Japan, men man kigger i den grad også frem mod OL i Tokyo, siger Bent Nyegaard.

Andre skal tage over

Klavs Bruun Jørgensen har i flere kampe brugt Mette Tranborg i samtlige minutter af en landskamp, og derfor skal et stort rum af mange minutters håndboldspil udfyldes. Ifølge landstræneren skal tre navne forsøge at træde i karakter og udfylde dette.

- Nu skal Louise Burgaard til Metz til sommer, og Line Jørgensen er stille og roligt på vej tilbage i Esbjerg, og Anne Cecilie la Cour gør det ganske udmærket for København i øjeblikket. Så jeg håber, at nogle af de vil præstere endnu mere stabilt, end de har gjort indtil nu, siger landstræneren.

Derudover udelukker han ikke, at nye, unge spillere bliver aktuelle eller at spille med tre højrehænder i bagkæden.

At landstræneren nævner Herning-Ikast-spilleren, som skifter til fransk håndbold til sommer, Louise Burgaard, glæder Bent Nyegaard.

- Burgaard vil være mit absolutte førstevalg til den højrebackplads, lyder det uden tøven.

Bagspilleren var ikke med ved EM i Frankrig, men ifølge eksperten er der al mulig grund til, at hun igen får landsholdsvarmen at føle.

- Nu skal det lykkes med Louise Burgaard. Det passer også fint, at hun kommer til Metz og prøver sig af på et nyt niveau. Jeg synes, hun har spillet rigtig fint for Herning-Ikast. Hun er en spiller, der kan være med til at gå ind og gøre det mindre grimt, at Tranborg ikke er der.