Svensk landsholdskeeper er på vej til Danmark

16x9
Svenske Johanna Bundsen (til venstre) spiller allerede i den danske liga for København Håndbold. Nu kommer landsholdskollegaen Filippa Idehn (til højre) også til Danmark Foto: Hendrik Schmidt / Scanpix Denmark

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skal svenske Filippa Idehn i næste sæson vogte målet i Silkeborg-Voel.

Sandra Toft forlader Team Esbjerg, der henter Rikke Poulsen i Viborg HK, som har skrevet kontakt med stortalentet Anna Kristensen fra Skanderborg. 

En større keeperrokade er allerede i gang i den danske dameliga frem mod næste sæson - og den er ikke slut endnu. 

Også Silkeborg-Voels håndboldkvinder får snart en ny keeper. 

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger henter HTH Ligaens aktuelle nummer ni den svenske landsholdskeeper Filippa Idehn i franske Brest - som i øvrigt er klubben, som har hentet Sandra Toft i Team Esbjerg. 

Netop Team Esbjerg har Filippa Idehn faktisk også en fortid hos. Den 28-årige svensker spillede i det vestjyske i to sæsoner fra 2015 til 2017, inden hun rejste til Frankrig. Nu tager hun altså turen tilbage til Danmark igen. 

Filippa Idehn har spillet 105 A-landskampe for Sverige og var også med til EM i Frankrig i december, hvor Sverige blev nummer seks. 

Idehn stod med en redningsprocent på 33 og endte på en statistisk set delt sjetteplads over de bedste keepere i turneringen - foran blandt andre begge de danske keepere, Sandra Toft og Althea Reinhardt. 

TV 2 SPORT har været i kontakt med Silkeborg-Voel, men klubben ønsker ikke at kommentere oplysningerne om en aftale med Filippa Idehn.