Morten Olsen regner med at skifte til dansk klub

16x9
Morten Olsen regner med at vende hjem til Danmark og spille, når hans kontrakt med Hannover udløber i 2020. Foto: Jonathan Nackstrand / Ritzau Scanpix

Morten Olsen har forlænget sin kontrakt, så han er i Hannover til 2020. Ifølge ham selv kommer han til Danmark, når kontrakten udløber.

Den danske verdensmester Morten Olsen spiller også næste sæson i Hannover, men når den sæson er overstået, så kan han meget vel spille i Danmark.

Morten Olsen regner med at komme til Danmark og spille, når kontrakten med Hannover er afsluttet. Det siger han selv til TV 2 SPORT.

- Jeg har skrevet under med Hannover, fordi det passer bedst for os som familie at blive her et år mere og ikke skulle flytte nu og her. Vi regner med, at vi om et år tager hjem til Danmark, siger Morten Olsen.

Han nævner ikke specifikke klubber, men siger, at han vil vende hjem med tanken på at vinde et dansk mesterskab og på den måde også spille internationale kampe.

- Jeg håber på at komme til en klub, hvor vi kan vinde Danmarksmesterskabet, og så har jeg ikke spillet Champions League i udlandet. Det vil jeg også meget gerne spille, siger Morten Olsen om sin fremtid.

Danskeren understreger, at familien har haft en stor andel i beslutningen om at blive et år mere i Tyskland. Morten Olsens kone venter parrets andet barn til sommer og derfor ville et klubskifte efter denne sæson, hvor hans kontrakt oprindeligt udløb, ikke have passet godt ind.

- Det ville være blevet for meget flytteri for så at flytte hjem til Danmark igen, siger Morten Olsen.

I august sidste år udtrykte Morten Olsen et ønske om at prøve sig af på et bedre hold. Dengang var drømmescenariet at skifte til en klub, der spillede med i Champions Leagues Final 4.

Drømmene har han stadig, men der har ikke været tilbud fra de relevante klubber.

- Hvis muligheden havde budt sig, så havde jeg taget det op til overvejelse, men det gjorde den ikke. Der har ikke været nogen tilbud, der har kunnet trække mig væk fra Hannover, siger Morten Olsen.

Når Morten Olsens kontrakt udløber i 2020, så vil han have spillet syv sæsoner for Hannover-Burgdorf. I denne sæson ligger klubben på en 10. plads i Bundesligaen.