Odense har gjort et scoop af de helt store, siger Bent Nyegaard

16x9
Nycke Groot skal spille i Odense Håndbold efter sommerferien. Foto: Attila Kisbenedek / Scanpix Denmark

Odense Håndbold præsterede mandag Nycke Groot på en toårig kontrakt. Det giver Odense helt nye perspektiver, siger Bent Nyegaard.

De positive ord står i kø på Bent Nyegaards tunge.

TV 2 SPORTs erfarne håndboldekspert er imponeret over, at Odense Håndbold har formået at hente Nycke Groot tilbage til Danmark. Den hollandske landsholdsprofil skifter fra storklubben Györ efter denne sæson.

- For mig er det et scoop af de helt store. Nycke Groot er en international topspiller – en af de bedste playmakere, verden nogensinde har set. Hun spiller lige nu i en af de førende klubber, så hun kender alt til, hvad det vil sige at styre et hold, siger Bent Nyegaard.

Nycke Groot har lavet en toårig aftale med Odense. Det er ifølge Bent Nyegaard en aftale, der kan føre Odense fra en status som dansk storklub til en ny tilværelse som international storklub.

- Det er en meget, meget stor forstærkning. Hun kan dække centralt, er suveræn i kontraspillet og strategisk fantastisk dygtig. Hun gør tingene med en lethed, som kan imponere mig.

Hvor stort et skridt er det på Odenses rejse mod at etablere sig som international topklub?

- Det er syv-otte skridt, hvis man kan tage så mange på én gang. Hun er spilleren, der kan være med til at transformere Odense Håndbold, fordi hun har alle de kvaliteter, hun har. Oven i det er hun erfaren. Jeg må sige, at det overrasker mig lidt, at det kan lykkes at trække hende til Danmark igen.

Drømmer om Final 4

Allerede inden skiftet til Odense Håndbold gør Nycke Groot det klart, at hun har store ambitioner. I en pressemeddelelse fra klubben fortæller hun, at målet er at spille med blandt de allerbedste hold i Europa. 

- Odense Håndbold er en god og stabil klub, og deres ambitioner matcher de ambitioner, som jeg selv har. Odense Håndbold går efter at være med i toppen af Europa, og jeg håber, vi til næste år kan nå Final4 og drille nogle af de store hold, siger Groot.

30-årige Nycke Groot har tidligere spillet i TTH Holstebro og FC Midtjylland Håndbold – forløberen til Herning-Ikast. Siden sommeren 2015 har Groot spillet i Györ, med hvem hun vandt Champions League i 2016.

- Perspektiverne er store, og jeg tror, man går og kniber sig selv i armen i Odense Håndbold. Jeg tror ikke, man kan finde en klub i Europa, der ikke kunne tænke sig at have Nycke Groot på holdet. Det er næppe nok, hvis man skal spille Final 4 i Champions League, men det er et meget stort skridt på vejen, slutter Bent Nyegaard.

I den igangværende udgave af Champions League er Odense gået videre til kvartfinalen, hvor netop Groots klubs Györ er modstanderen.