Brandvarme Lauge forlænger Flensburgs perfekte sæson

16x9
SG Flensburg-Handewitt har ikke sat et point til i denne sæson. Foto: Tt News Agency / Ritzau Scanpix

Rasmus Lauge var brandvarm, da hans Flensburg-Handewitt-mandskab igen sejrede i Bundesligaen.

Flensburg-Handewitt er fortsat Bundesligaens suveræne tophold, efter de torsdag aften slog Hannover-Burgdorf med 33-28.

Dermed har holdet nu vundet 23 kampe ud af lige så mange mulige i denne sæson af Bundesligaen. Dette takket været blandt andre den danske landsholdsspiller Rasmus Lauge, som i udesejren torsdag aften igen viste prøver på sit høje niveau.

Med ti mål og fem assists blev den danske playmaker kåret som kampens spiller.

Flensburgs nærmeste konkurrenter fra Kiel satte også to point ind på kontoen torsdag aften, da de på hjemmebane slog Leipzig med 27-22. Dermed holder Flensburg, som har spillet en kamp færre, afstanden på fire point ned til Kiel.

Intet er dog afgjort endnu, hvis man spørger Lauge.

- Der er stadig lang vej til mesterskabet, men hver sejr er et skridt i den rigtige retning. Vi har et utrolig vanskeligt program foran os. Hvis vi spiller som i dag, håber jeg og tror på, at sejrene bliver ved med at komme, siger Rasmus Lauge efter kampen til Bundesligaens hjemmeside.

Flensburgs Lasse Svan og Anders Zachariassen lavede begge fire mål i sejren, hvor Simon Hald bidrog med et enkelt af slagsen. Hos Hannover scorede Morten Olsen to mål på seks forsøg.

Flensburgs næste kamp er på hjemmebane mod Bietigheim Metzingen på næste torsdag.