Det er ubeskriveligt, siger Aalborg-træner

16x9
Stefan Madsen førte Aalborg til pokalguld for første gang i klubbens historie. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Stefan Madsen og hans spillere vil fejre pokalguldet og hurtigt rette fokus på ligaen, som holdet topper.

Aalborgs håndboldherrer stiler efter at vinde The Double, efter at ligaens førerhold søndag tog pokalguldet.

I en finale med spænding lige til det sidste i Boxen i Herning kunne Aalborg-træner Stefan Madsen se nordjyderne hive en sejr på 28-27 hjem over Skanderborg.

Det var første gang, at Aalborg vandt pokalturneringen.

- Det er en vanvittig forløsning at stå med pokalen nu. Det er ubeskriveligt, siger Stefan Madsen.

- Vi er en klub, der gerne vil måle os med toppen af dansk håndbold.

- Vi har haft muligheden mange gange. Jeg tror, at det er seks ud af otte gange, at vi har spillet os frem til Final 4-stævnet. Vi har været i finalen en gang før, og så tager vi titlen i den anden, siger træneren.

Aalborg indtager i øjeblikket førstepladsen i Herre Håndbold Ligaen, og Stefan Madsen regner ikke med, at pokaltitlen betyder, at hans spillere vil tage lettere på ligaen.

- De er godt klar over, at vi har mange spændende opgaver foran os. Det giver lidt ro på bagsmækken, at vi så tidligt i sæsonen kan stå med en pokal.

- Vi er yderst ærgerrige og vil have mere. Nu skal vi lige feste en lille smule, og så retter vi fokus på det danske mesterskab igen, siger træneren.

Stefan Madsen vurderer, at det kræver forskellige redskaber at vinde ligaen i forhold til pokalturneringen.

- Man kan ikke sammenligne det. Et dansk mesterskab er noget helt specielt.

- I de her knockout-kampe viser man, at man kan, når det gælder. Der er ikke råd til at lave en svipser. Det har man lidt i ligaen, men det danske mesterskab står som et kæmpe mål for os, siger han.