Mikkel Hansen kåret til verdens bedste

Danske Mikkel Hansen er for tredje gang i karrieren blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller.

I 2011 og 2015 blev han hyldet som verdens bedste håndboldspiller.

Nu er Mikkel Hansen tilbage på håndboldtronen for kalenderåret 2018. Det skriver det internationale håndboldforbund, IHF, på sin hjemmeside.

Mikkel Hansen var nomineret til titlen sammen med landsholdskollegaen Rasmus Lauge samt Sander Sagosen (Norge), Jim Gottfridsson (Sverige) og Vincent Gerard (Frankrig).

- 2018 begyndte med EM i Kroatien, hvor Hansen kom på All Star-holdet som turneringens bedste venstre back, og hvor Danmark blev nummer fire. Han scorede 43 mål og blev nummer 2 på topscorerlisten, lyder det i IHF's kåring.

- Nogle måneder senere var Hansen for tredje gang i træk med i Champions Leagues Final4 med Paris Saint-Germain, hvor de blev nummer tre. Ved siden af vandt de den franske pokalturnering og mesterskabet.

Med sin tredje kåring er Mikkel Hansen sammen med franske Nikola Karabatic den mandlige spiller, der har vundet prisen flest gange.

På kvindesiden blev rumænske Cristina Neagu kåret som verdens bedste. Det er fjerde gang, hun modtager prisen, og dermed er hun den spiller på tværs af kønnene, der har vundet den flest gange.

Ingen kåring i 2017

Herrernes VM i januar tæller altså ikke med i kåringen. Her var Mikkel Hansen stærkt medvirkende til, at Danmark for første gang nogensinde blev verdensmester. Hansen blev topscorer og kåret som den mest værdifulde spiller.

I modsætning til tidligere blev verdens bedste håndboldspiller denne gang udpeget af et ekspertpanel, der rummer landstrænere og medlemmer af IHF.

Tidligere har fans og medier haft mulighed for at deltage i afstemningen, og det var netop dét, der gik galt i 2017. Her modtog IHF så få stemmer, at man besluttede sig for at droppe den ellers prestigefyldte kåring det år.