Klavs Bruun afskriver nøglespiller ni måneder før VM

16x9
Mette Tranborg forventes at være ude i ti måneder. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Teoretisk set har Mette Tranborg en mulighed for at blive klar til VM i december. Alligevel indgår hun ikke i landstrænerens planer.

Landsholdsprofilen Mette Tranborg må med al sandsynlighed følge med fra afstand, når der er VM til december.

Selvom den korsbåndsskadede Odensestjerne egentlig har mulighed for at blive klar, regner landstræneren ikke med at komme til at udtage hende. Med tanke på fremtiden vil han meget hellere passe på sit førstevalg på højre back.

- VM tror jeg ikke på. Jeg har ikke talt med hende om det endnu, men det kommer jeg helt sikkert til. Med den type skade er det vigtigt med tid, og Mette er stadig en ung spiller. Det ville være håbløst, hvis vi forcerede noget med hende, med det talent hun har, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

Mette Tranborg rev sit korsbånd over i højre knæ under en Champions League-kampe for Odense. Det skete i slutningen af februar, hvor klubben nævnte, at hun sandsynligvis ville være ude i ti måneder – altså til slutningen af december, hvor VM i Japan spilles med finale 15. december.

- Der er før sket mirakler, men jeg går ikke engang og håber på det. Jeg håber bare, Mette bliver klar igen og spiller efter nytår, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Burgaard tilbage på landsholdet

Udover Mette Tranborg, der har været det klare førstevalg på positionen, må landstræneren også se bort fra Anne Cecilie de la Cour, der har valgt at holde en pause fra landsholdet for at være sammen med sin familie.

Klavs Bruun Jørgensen har derfor udtaget Louise Burgaard og den mulige debutant Celine Lundbye. For førstnævntes vedkommende handler denne uges Golden League-stævne om at spille sig tilbage i varmen.

- Jeg tror ikke, jeg vil sige, at jeg er ’med’ igen, før jeg har grebet mig fast. Jeg er med til en samling, men jeg synes først, man kan snakke om at være med, når man har en rolle og er med i de afgørende kampe, siger Louise Burgaard til TV 2 SPORT.

Er du hende, der skal tage over, nu hvor Mette er skadet?

- Det vil jeg kæmpe røven ud af bukserne for.

For Celine Lundbye er situationen en lidt anden. Hun fokuserer først og fremmest på at tage den første landsholdssamling som en oplevelse.

- Jeg er spændt på, hvordan jeg kommer til at gøre det, og hvordan det er at være en del af det hele. Der er selvfølgelig et vist pres, det kan nok ikke undgås, første gang man er med. Men jeg tror, jeg skal se det som en oplevelse, og så bliver det forhåbentlig en succesfuld én af slagsen.

Kampene mod Norge, Frankrig og Rumænien vises på TV 2 SPORT og TV 2 henholdsvis torsdag, lørdag og søndag. Se sendeplanen her.