To danske fløje sidder ude mod Norge

16x9
Lærke Nolsøe er en af de to fløjspillere, der sidder ude i Danmarks første kamp ved Golden League. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Et uheld under onsdagens træning betyder, at Lærke Nolsøe ikke kommer i kamp for Danmark torsdag aften. Også Freja Cohrt sidder over.

Når Danmark torsdag klokken 18 åbner Golden League-turneringen i Frankrig, bliver det uden EM-spilleren Lærke Nolsøe på holdkortet.

Nolsøe vrikkede om på sin fod under træningen i aftes. Derfor tager landstræner Klavs Bruun Jørgensen ingen chancer og lader NFH-fløjen sidde over.

Kun to spillere fra den 20-kvinde store trup, som er rejst med til turneringen i Frankrig, deltager ikke i opgøret mod Norge.

Normalt er det kun tilladt at skrive 16 spillere på holdkortet, men ved Golden League er der mulighed for at benytte 18 spillere pr. kamp. Så det danske landshold har udvidet bænken.

Ud over Lærke Nolsøe sidder også Odenses Freja Cohrt ude. Fløjspilleren deltog heller ikke i træningen onsdag.

Det betyder, at Klavs Bruun Jørgensen og hans assistent Lars Jørgensen, kun råder ovre Fie Woller på venstre fløj.

Både Nolsøe og Cohrt er dog i spil til kampene mod Frankrig og Rumænien på lørdag og søndag.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har ikke lagt skjul på, at alle 20 landsholdsspillere får kamptræning henover weekenden, såfremt de er kampklar.

- Vi har først og fremmest brug for at alle kommer i kamp, og det skal jeg nok sørge for, siger landstræneren til TV 2 SPORT.

- Da det er en træningsturnering – og selvom den bliver vist i TV – så er det i sådan en turnering, hvor der er så langt til næste mesterskab – ovenikøbet med en sommerferie mellem, at har vi plads til at give nogle flere spillere noget mere spilletid.

- Det er også derfor, vi har taget 20 med herned.

Du kan se kampen mellem Danmark og Norge på TV 2 SPORT, der også sender opgøret mellem Frankrig og Rumænien. Det hele begynder klokken 17.50