Minister siger god for DHF's 'momsfinte'

16x9
Dansk Håndbold Forbund sikrede sig både guld på og uden for banen ved VM i januar. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Dansk Håndbold Forbund kan fortsat momsfritage store eliteturneringer som VM, fastslår Karsten Lauritzen.

Var det i trit, strid eller på kant af loven, at Dansk Håndbold Forbund (DHF) i januar undlod at betale skat af overskuddet fra VM?

Det spørgsmål tager skatteministeren nu stilling til.

- Det er helt i orden. Det er faktisk det, der er meningen med reglerne, fastslår Karsten Lauritzen (V) over for TV 2 SPORT.

I januar skrev Politiken, at DHF via den særskilte og velgørende forening DHF Event undlod at betale moms af indtægterne fra turneringen.

Det til trods for at forbundet i forvejen budgetterede med et millionoverskud for arrangementet, der foruden at trække tusindvis af tilskuere til hallerne også nød godt af offentlig støtte.

Til gengæld forpligtede DHF sig til, at alle penge tjent gennem DHF Event ville gå til bredde- og foreningsidræt.

Uenig med eksperter

Men måden at maksimere eget overskud samt blandingen af forretning og forening mødte kritik fra flere eksperter.

- Tingene hænger ikke særlig godt sammen her. Når det handler om offentlige tilskud, så taler man om en forretning, når det handler om foreningen og moms, så taler man om velgørende og almennyttige formål, sagde momsdirektøren i rådgivningsfirmaet Timetax, Søren Engers Pedersen, dengang til avisen.

Sanktionen, hvis ikke man overholder reglerne, er meget, meget hård

Karsten Lauritzen

Men den og flugtende holdninger fra andre eksperter modsiger Karsten Lauritzen altså nu.

- Der er jeg simpelthen uenig som lovgiver og skatteminister. Man er velkommen til at lave også et stort, professionelt elitesportsarrangement, hvor der ikke skal betales skat af overskuddet, hvis pengene går til at få flere børn og unge til at involvere sig i idræts- og foreningslivet, siger Karsten Lauritzen.

Ministeren erkender, at kontrollen af, om pengene rent faktisk ender, hvor de skal, er 'en bekymring', men mener, at organisationer, der modtager store offentlige tilskud, har 'stor interesse i at overholde reglerne til punkt og prikke'.

DHF-formand Per Bertelsen ville ikke fortælle, hvor meget de tjente på VM, som Danmark endte med at vinde på hjemmebane, men forbundet kalkulerede med et overskud på mere end 30 millioner kroner - heriblandt store offentlige tilskud.

Og der er altså ikke 'noget til hinder' for, at lignende overskud også i fremtiden kan momsfritages gennem særskilte foreninger, fastslår Karsten Lauritzen.

Afviser øget fokus på området

Også i forbindelse med sidste års VM i ishockey og det kommende Tour de France-værtskab i 2021 har der været rejst spørgsmål vedrørende brugen af offentlige midler.

Men det er ikke et område, som skatteministeren vil sætte mere fokus på.

- De, der er aktører på området, er ofte nogle, som modtager en masse offentligt tilskud, og hvis de bliver taget i ikke at overholde reglerne - at begå moms- eller skattefusk – så forsvinder det tilskud.

- Sanktionen, hvis ikke man overholder reglerne, er meget, meget hård, og derfor tror jeg, at man laver de her konstruktioner – om det så er cykling, håndbold eller ishockey – for at undgå, at pengene ender i statskassen, hvor vi egentlig ikke vil have dem, fastslår Karsten Lauritzen.