Profiler taler med store ord: - Der er et kæmpe arbejde foran os

Danmark tabte torsdag med 11 mål til Norge. Flere spillere er trætte af holdets indsats, der kun i en periode var acceptabel.

- Vi kan hurtigt blive enige om, at det vi leverede langt fra var godt nok.

Anfører Stine Jørgensen er ligeså ærlig som sine holdkammerater efter Danmarks 31-20-nederlag til Norge i Golden League.

- Vi er ikke, hvor vi skal være, og der ligger et kæmpe stykke arbejde foran os, tilføjer Jørgensen.

Torsdag aften var Danmark bagud med 15-7 ved pausen, hvorefter anden halvleg af den første Golden League-kamp blev en mere lige affære. Det skyldtes især, at den danske indstilling blev bedre efter pausen.

- Jeg tror, vi havde et kvarter i anden halvleg, hvor vi gjorde det ret godt, siger Anne Mette Hansen til TV 2 SPORT.

- Vi fik lukket ned og scoret mål, og det er dét, vi skal holde fast ved. De er ikke større, end de kan ligge ned – og vi kan godt være med. Men vi er fandme nødt til at gøre et bedre end det her, for ellers kommer vi ikke til at slå dem.

Præcis som spillerne var landstræner Klavs Bruun Jørgensen kritisk over for spillernes attitude, da TV 2 SPORT talte med ham efter kampen. Han beskrev det endda som ’katastrofalt, at vi ikke inden den periode i anden halvleg er mere til stede’. Det skal ses i lyset af, at netop indstillingen og attituden har været et tilbagevendende emne internt på holdet.

Nye modstandere fremover?

Ved Golden League skal Danmark møde Frankrig og Rumænien henholdsvis lørdag og søndag. Især mod de franske verdens- og europamestre forventes det, at Danmark igen kan få det svært. Meget svært.

Den slags tærer på selvtilliden og selvforståelsen, pointerer TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.

- Det kan være, man skal kigge på, om det er Norge og Frankrig, man skal møde hele tiden. Skal det her danske landshold gå et step ned, så man kan opbygge holdet ved sejre? Når man har bygget noget op, kan man igen tage kampen op mod de her mandskaber, der lige i øjeblikket bare er bedre end Danmark, foreslår Trine Nielsen.

Den idé falder i god jord hos både landstræneren og Sandra Toft. Målmanden er med egne ord mest ærgerlig over, at de danske spillere ikke kom på banen med det energiske udtryk, de havde talt  om på forhånd.

- Hvis der er lidt usikkerhed, er det svært at få attituden frem. Og som Trine siger: Hvis vi skal arbejde med nogle ting, så er det ikke sjovt at møde Norge. Virker det ikke, det man arbejder med, så bliver man straffet.

I torsdagens anden Golden League-kamp vandt Frankrig 28-18 over Rumænien.

TV 2 og TV 2 SPORT sender alle kampe fra Golden League. Se sendeplanen her.