Burgaard ramte perfekt fornemmelse i Danmarks storsejr

Louise Burgaard er glad for sit landsholdscomeback og særlig for kampen mod Rumænien, hvor hun rendte rundt med en 'fantastisk' fornemmelse.

Efter en ufrivillig landsholdspause havde Louise Burgaard en mission i den forgange weekend: At bevise sit værd og komme helt tilbage i landsholdsvarmen.

Den mission ser umiddelbart ud til at være vellykket, og søndag var hun Danmarks bedste ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard. I storsejren over Rumænien gik hun nærmest i et med spillet.

- Det er det, der er fantastisk ved håndbold, når man ikke kan forklare det og bare gør det. Det er jo det allerbedste, at man ikke tænker, og at det bare kommer intuitivt til en. Så har man lagt alle de træningstimer i det, og der har man tænkt og tænkt og øvet sig. Det er ligesom at gå til eksamen: Når man er godt forberedt, kommer det bare, siger Louise Burgaard til TV 2 SPORT.

- Det var bare pissefedt. Der er rigtig mange ting, der lykkes. Det er bare fedt at ride med på bølgen. Jeg havde ikke så meget at miste, så jeg skulle bare give den fuld gas, siger Louise Burgaard til TV 2 SPORT efter søndagens landskamp mod Rumænien.

'Der er masser af udvikling i mig'

Højrebacken har ikke været inde i landsholdsvarmen siden september sidste år, men landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog hende til træningsturneringen Golden League, og her brændte hun en stor kamp af senest mod Rumænien.

- Når Burgaard spiller som i dag (søndag), kan hun noget, som der ikke er mange andre, der kan, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert Trine Nielsen.

En del af årsagen til det flotte spil handler ifølge Burgaard om indstillingen. Hun tog til Frankrig sammen med landsholdet med en helt klar plan.

- Jeg har kæmpet for at bide mig fast på landsholdet. Det er bedre at gå ind at kæmpe og lave nogle fejl og så gå 100 procent på end at trække sig lidt. Det var den indstilling, jeg kom med.

Om landstræner Klavs Bruun Jørgensen har været så tilfreds, at det bliver til et genvalg, når Danmark spiller de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Schweiz i maj, må tiden vise. Burgaard har i hvert fald blod på tanden.

- Jeg tror fuldt og fast på, at udviklingen stadig kan fortsætte. Der er masser af udvikling i mig, og jeg stiller mig ikke tilfreds, siger hun.

Til næste sæson skifter 26-årige Burgaard til franske Metz.