Fornøjet Klavs Bruun griner over egen kommentar efter storsejr

Klavs Bruun Jørgensen var særdeles tilfreds med Danmarks storsejr og viste overskud i interviewet efter kampen.

Der var højt humør hos de danske spillere, der søndag eftermiddag hentede en storsejr i sidste kamp i Golden League.

Danskerne satte Rumænien på plads med 36-23, og det skabte en god stemning, der også bredte sig til landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Han kunne ikke holde smilet tilbage, da han skulle sætte ord på den danske præstation ved Golden League. 

- Jeg tror, at det er første gang i Golden League, at vi vinder to kampe, sagde Klavs Bruun Jørgensen og slog et stort grin op.

- I dag er jeg mest af alt bare glad. Vi tager det udtryk, som vi havde i går (mod Frankrig, red.), med ind i dag. Vi kæmpede lidt med de sidste fem procent i første halvleg. For det første gav vi nogle ting væk, vi ikke behøvede. De fik også nogle heldige bolde engang i mellem, og det handler også om, hvor meget man kæmper for det.

Det glæder især den danske landstræner, at han kunne spille med bredde på holdet og give alle spillerne chancen.

- Det betyder meget, og det skal landsholdet tage med hjem i klubberne, og så skal de blive ved med at vise mig, at de kan være stabile, så vi kan kan bygge videre på det, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Danmark vandt 36-23 over Rumænien i Golden League. Video: Malthe Henriksen

- Vi beviste, at vi er et godt hold

Danmark spillede en god første halvleg, hvor de var foran med 15-13 ved pausen. Danskerne fortsatte det gode spil i anden halvleg, og på trods af flere fejl øgede Danmark sit forspring med fem mål.

Med 13 minutter tilbage var danskerne foran med 10 mål, og sejren var så godt som hjemme. 

- Det var fedt, og det var bare en kæmpe holdpræstation. Jeg synes, at alle leverede, og vi stod godt defensivt. Angrebsmæssigt smadrede vi dem. 36 mål er godkendt, smiler Stine Bodholt.

- Vi stod tætte i forsvaret, og vi undgik at lave mange af de dumme straffekast, vi havde haft tendens til. Man er altid lige lidt nede og vende, når man taber så stort til Norge. Så måtte vi grave dybt, og jeg synes, at det er fedt, at vi beviser, at vi er et godt hold. 

Danmark fik en dårlig start på Golden League, hvor det blev til et nederlag til 20-31 til Norge. Efterfølgende fik de oprejsning mod Frankrig, hvor det blev til en sejr på 25-22.