Klavs Bruun efterlyser skideballer: - Det er jo ikke synd

16x9
Klavs Bruun har stadig meget at tænke over, selvom Golden League har været god for Danmark. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Den danske landstræner vil have, at alle trænere såvel som spillere tør give ren besked og stille krav til hinanden hele tiden.

Klavs Bruun Jørgensen var i godt humør efter Danmarks sidste kamp ved Golden League søndag eftermiddag, hvor landstrænerens tropper vandt med 36-23 over Rumænien. 

Sejren blev et fornemt punktum på årets første landsholdsuge, hvor landstræneren blev klar over, at det kan betale sig at have høje krav til sine spillere. 

- Når Anne Mette Hansen kyler bolden ud over sidelinjen på en fem meters aflevering, som hun gjorde mod Frankrig, skældte jeg hende ud, men jeg tog også mig selv i at tænke ’det er også lang tid siden, jeg har gjort det’ - det skal jeg gøre, og det skal de blive ved med ude i klubberne. Alle laver fejl under pres, men vi har haft tendenser til at lave nogle helt bløde fejl, og det skal vi have pakket væk, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Jeg må kigge tilbage på noget af den tid, jeg har haft her, hvor jeg er blevet fanget i at stå og tænke ’det er da også synd for dem’ - for det er jo ikke synd. De skal have det at vide, siger landstræneren. 

Ud over søndagens storsejr over Rumænien vandt Danmark også over verdens- og europamestrene fra Frankrig, mens den første kamp mod Norge endte med et sviende nederlag på 11 mål. 

Har de sidste to kampe gjort det nemmere at være landstræner?

- Ja, selvfølgelig har de det. Jeg kan tage hjem og være glad, og jeg håber også, der kommer nogle spillere hjem til klubberne med en enorm selvtillid, fortæller Klavs Bruun.

Men det er ikke resultaterne, der glæder landstræneren mest, når han ser tilbage på den seneste uge. 

- Jeg er allermest tilfreds med, at ugen generelt har været god, og derfor var det også ekstra skuffende med den kamp mod Norge. Den kommer bag på mig, fordi de træninger, vi havde hjemme i Danmark, var rigtig fine, fortæller Klavs Bruun og uddyber:

- Vi trænede sindssygt godt mandag og tirsdag, og så en blød træning onsdag, fordi det er rejsedag. Så havde vi kampen torsdag (mod Norge, red.), hvor jeg så står bagefter og tænker ’det er vildt, at vi kan træne så fornuftigt og med højt tempo, og lige pludselig kan vi nærmest ikke ramme hinanden', siger Klavs Bruun.

Flere krav til spillerne

Og netop det faktum, at kampen mod Norge endte så skidt, når optakten havde været så god, efterlader skår i glæden hos landstræneren, der med søndagens kamp mod Rumænien rundede 70 kampe i spidsen for Danmark.

Bekymrer det dig?

- Ja, det gør det da, men der er jo tusinde forklaringer. Der er jo de her ting omkring den danske liga med, hvor meget spillerne bliver presset. Jeg tænker, at de fleste klubtrænere stiller krav til deres spillere, men det skal være hele tiden, og det skal jeg også som landstræner, forklarer Klavs Bruun.

Danmark sluttede Golden League som nummer to bagved Norge og foran henholdvis Frankrig og Rumænien.