Årets hold i grundspillet er sat - ekspert ville have valgt tre andre spillere

16x9
Estavana Polman var den bedste spiller i grundspillet, mener statistikkerne. Foto: Niels Husted / © Niels Husted

Tre spillere fra Team Esbjerg, to fra Herning-Ikast og én fra henholdsvis Nykøbing-Falster og Aarhus United udgør Årets Hold i grundspillet.

To ugers venten slutter onsdag aften, når slutspillet i HTH Ligaen bliver sat i gang med opgørene TTH Holstebro-Odense og Nykøbing Falster-København.

Før slutspillet har Divisionsforeningen Håndbold traditionen tro sat årets hold i grundspillet ud fra de såkaldte MEP-point, der er blevet tildelt hver spiller efter sæsonens første 26 kampe. MEP står for 'Most Effective Player' - på dansk 'den mest effektive spiller'.

Årets Hold i HTH Ligaens grundspil

  • Målvogter: Sabine Englert, Herning-Ikast - 52,63 MEP
  • Venstre fløj: Lærke Nolsøe Pedersen, Nykøbing Falster - 66,11 MEP
  • Venstre back: Estavana Polman, Team Esbjerg - 88,57 MEP
  • Playmaker: Helene Fauske, Herning-Ikast - 73,38 MEP
  • Højre back: Celine Lundbye Kristiansen, Aarhus United - 46,00 MEP
  • Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen, Team Esbjerg - 59,27 MEP
  • Stregspiller: Vilde Mortensen Ingstad, Team Esbjerg - 84,56 MEP 

MEP-pointsystemet belønner de effektive afsluttere, assistspillerne og de gode keepere, men godt forsvarsspil udløser ikke point. 

Derfor er den tidligere landsholdsspiller og nuværende TV 2 SPORT-ekspert Trine Nielsen heller ikke enig i alle statistiksystemets valg til årets hold. 

- Alle på det officielle hold har helt sikkert leveret en rigtig flot sæson. Men der er et par pladser. hvor jeg ville have sat andre navne på, siger Trine Nielsen. 

Trine Nielsens bud på årets Hold i HTH Ligaens grundspil

  • Målvogter: Althea Reinhardt, Odense Håndbold
  • Venstre fløj: Lærke Nolsøe Pedersen, Nykøbing Falster
  • Venstre back: Estavana Polman, Team Esbjerg
  • Playmaker: Laura Damgaard, EH Aalborg
  • Højre back: Mette Tranborg, Odense Håndbold
  • Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen, Team Esbjerg - 59,27 MEP
  • Stregspiller: Vilde Mortensen Ingstad, Team Esbjerg - 84,56 MEP 

- Celine Lundbye har gjort det flot på højre back - specielt med et vanvittig flot efterår - men jeg har valgt Mette Tranborg, der på alle måder er ramt af, at MEP-systemet ikke tager højde for flot forsvarsspil. Men det er tæt mellem Tranborg og Lundbye - næsten afgjort på målfoto, smiler Trine Nielsen om sit valg på højre back. 

På mål har TV 2-eksperten også valgt anderledes og peget på landsholdskeeper Althea Reinhardt fra Odense Håndbold frem for Herning-Ikasts Sabine Englert. 

Årets hold i HTH Ligaens grundspil
Årets hold i HTH Ligaens grundspil Foto: Divisionsforeningen Håndbold

- Englert går man jo aldrig fejl i byen af, men sjovt nok synes jeg ikke, hun har været så fremtrædende i denne sæson som tidligere. Hun er lidt ligesom Herning-Ikast-holdet fløjet lidt under radaren, selv de har leveret en rigtig god sæson. Men jeg synes, at Reinhardt har haft flere af de der wow-kampe i grundspillet, og derfor har jeg hende med, forklarer Trine Nielsen. 

Endelig har eksperten også fundet plads til EH Aalborgs Laura Damgaard, der blev grundspillets topscorer med 158 mål - to mere end Team Esbjergs Estavana Polman.

- Det smerter mig at fjerne Helene Fauske, men Laura Damgaard er bare en af de spillere, der har imponeret mig allermest i denne sæson, og hun skal med. Hun har været god i mere eller mindre samtlige kampe, hun har været på banen for EH Aalborg. Hun har masser af billetter og ansvar, men det betyder også, at hun er en af dem, som modstanderne har fokus på - og alligevel har hun præsteret flot, påpeger Trine Nielsen. 

- Jeg ved godt, jeg er lidt kreativ ved at sætte Laura Damgaard på som playmaker, for hun spiller primært venstre back. Men her er Estavana Polman, der også har spillet et stort grundspil. Men hun er registreret som playmaker i Divisionsforeningens statistikker, og så må jeg godt, smiler Trine Nielsen. 

Team Esbjergs Estavana Polman var den spiller, der med sine 88,57 MEP-point scorede det højeste antal point af alle spillere i grundspillet. Hun topper listen foran klubkammeraten Vilde Mortensen Ingstad (84,56), Helene Fauske fra Herning-Ikast (73,38) og Silkeborg-Voels Sofie Bæk Andersen (73,33). Se hele MEP-listen her.

Se TTH-Odense og NFH-København direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY onsdag aften fra klokken 18.