Verdens bedste har fået nok: Sender brev til præsidenter

Verdens bedste håndboldspillere går nu sammen med et fælles mål: De vil ikke længere finde sig i det hårde kampprogram.

’Dear Mr. President’, sådan indledes to breve, der i denne uge er landet på to forskellige skriveborde.

Det, der tilhører det internationale håndboldforbunds præsident, Dr. Hassan Mustafa, og det, som det europæiske håndboldforbunds ditto, Michael Wiederer, sidder bag.

Vi spillere synes jo i længden ikke, der bliver lyttet ordentligt til os

Mikkel Hansen

To breve, som TV 2 SPORT er i besiddelse af. Og som er sendt på bagkant af slutrunderne i december og januar.

Det er en gruppe af verdens bedste håndboldspillere på dame- og herresiden, der via deres fælles organisation, Den Europæiske Håndboldspillerforening, EHPU, står som afsender på brevet.

- Med dette brev ønsker vi at informere dig om vores fortsatte store bekymring for den aktuelle situation i håndboldsporten og dens konsekvenser for den fysiske belastning, skriver spillerne indledningsvis til de to præsidenter.

Brevet har et tydeligt budskab: Verdens bedste håndboldspillere vil ikke længere acceptere den hverdag, livet som professionel indebærer.

- Først og fremmest ønsker vi, at der bliver en lille smule mere fokus på det hårde kampprogram, som vi har. Vi spillere synes jo i længden ikke, der bliver lyttet ordentligt til os, siger Mikkel Hansen om baggrunden for brevet til TV 2 SPORT.

Af brevet fremgår det, at det er spillernes opfattelse, at håndboldens styrende organer – IHF’s og EHF’s råd og kommissioner – tvinger flere og flere kampe ned over hovedet på spillerne – uden at tage hensyn til et kampprogram, der i forvejen er voldsomt presset og som belaster spillerne voldsomt – fysisk såvel som psykisk.

- Konsekvenserne er derfor talrige og uansvarlige for spillerne, og dermed i sidste ende dårlig for vores sport, hedder det i brevet.

For mange skader

Den Europæiske Håndboldspillerforening, EHPU, har, som appendiks til brevet, opgjort antallet af skader umiddelbart før og under VM-slutrunden i Danmark og Tyskland i januar 2019.

Det viser, at 38 potentielle VM-spillere blev skadet inden turneringen, mens yderligere 23 blev ramt af en skade, i løbet af de 17 dage VM varede.

31 af de i alt 61 skader ryger i kategorien ’alvorlige skader’.

- Antallet (af skader, red.) er bekymrende. Det er derfor en nødvendighed for fremtidens udfordringer i håndbold at involvere og tage hensyn til spillernes virkelighed.

- Den fortsatte infernalske intensitet og hyppighed af kampene, som tilsyneladende er accepteret for at få større medieeksponering af vores sport, skaber en frygt for os spillere, fordi den ikke bringer nogen form for positiv udvikling hvad angår hensyntagen til spillernes helbred og fremtid, skriver man til de to præsidenter.

Spillerne ønsker dog at understrege, at der ikke tale om en klagesang fra verdens bedste – og samtidig mest belastede – spillere til sportens ledere.

- Jeg vil ikke kritisere nogen. Jeg mener bare, at vi som spillere ønsker en respekt for, hvad vi laver på håndboldbanen. Vi vil bare gerne have, at vores stemme også bliver regnet for noget og hørt. Vi vil gerne have, at vi også har indflydelse, siger Nikola Karabatic, som TV 2 SPORT har mødt i Paris.

Inviterer til møde

Spillerne anerkender nemlig også de udfordringer sporten som helhed står over for.

Derfor rækker man også hånden ud til de to præsidenter og inviterer dem til at mødes med repræsentanter for spillerne, når der senere på sæsonen afvikles Champions League Final4 i Köln.

Allerede nu gør spillerne dog opmærksom på en række ønsker, man gerne ser bliver indført.

- Vi ønsker flere hviledage under internationale turneringer. For eksempel ved at sikre minimum en hviledag mellem hver kamp i OL-kvalifikationen – og to hviledage mellem kvart- og semifinaler ved VM.

- Fremover vil vi også have spillerne repræsenteret i de beslutningstagende organer, for eksempel i det internationale håndboldforbund, IHF’s, council.

Brevet er en del af en ny kampagne, som lanceres under #dontplaytheplayers og som verdens allerbedste håndboldspillere altså står bag.

TV 2 SPORTs håndboldmagasin KONTRA har været i Paris for at tale med en gruppe af verdens bedste spillere om problemet.

Se hele udsendelsen på TV 2 SPORT i aften klokken 19.50 - det er lige mellem aftenens to håndboldkampe.

English version