Taktisk påfund, panik og perfektion – landsholdet mindes historisk kamp

I VM-semifinalen besejrede Danmark de forsvarende verdensmestre fra Frankrig med 38-30 i en kamp, der kaldes den bedste danske landskamp nogensinde.

For 75 dage siden leverede det danske herrelandshold en historisk præstation, da de gennembankede håndboldstormagten fra Frankrig.

Men hvordan gik det egentlig til? Og hvilke minder har landsholdet fra kampen?

Læs uddybende, hvordan håndboldherrerne husker VM-semifinalen nederst i artiklen.

Jeg husker den som helt vild. Total surrealistisk at rende rundt inde på banen

Lasse Svan, landsholdsspiller

Fredag den 25. januar 2019 blev en historisk dag for dansk håndbold. Ikke fordi de vandt endnu en guldmedalje. Men fordi det danske landshold leverede en pragtpræstation på et niveau, der var hidtil uset fra et dansk herrelandshold.

Det var Barclaycard Arena i Hamburg, der dannede rammerne for et sandt dansk festfyrværkeri.

Allerede efter et kvarters spil af semifinalen kunne det ses, at det var et dansk landshold, der havde fundet det helt rette spændingsniveau, og at det var et landshold forberedt helt ud til fingerspidserne.

Efter en stor dansk første halvleg af blandt andet Mikkel Hansen, der senere hen er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller, kunne danskerne gå til pausen foran med hele 21-15.

Det var en outstanding præstation af hele holdet. Startende med en taktik, der virkede. Spillerne løste opgaven til perfektion. Mikkel Hansen træder i karakter som verdens bedste håndboldspiller – løser situationerne i de sekvenser, hvor Danmark er lidt i problemer. Det var et dansk landshold, som jeg aldrig har set det før.

Man tilstræber jo altid den perfekte præstation – den perfekte kamp. Den findes gudskelov ikke. Det her var så tæt på perfekt, som noget kan være med en uhørt høj scoringsprocent, en meget lav fejlmargin. En imponerende kamp, som bliver meget vanskelig at gentage.

I anden halvleg fortsatte det danske storspil, og Frankrig havde store problemer med den danske offensiv, der bød på blandt andet hidtil usete opstillinger, og en spiller, der først for alvor trådte ind i turneringen i denne kamp.

Der blev aldrig rystet på hånden fra dansk side, og de danske drenge kunne efter de 60 minutter for første gang nogensinde juble over en plads i en VM-finale på dansk jord.

Verdens bedste Mikkel også på højre back

Landstræneren Nikolaj Jacobsen er kendt for gerne at ville gemme på sine esser så længe som muligt. Og lige netop et es var det, han hev ud af ærmet i semifinalen.

Mikkel Hansen, der indtil den kamp, havde huseret på venstre back og playmaker-positionen blev pludseligt rykket hen på højre back, hvilket der senere viste sig at være en genistreg udover det sædvanlige.

- Vi skulle have et alternativ til Nikolaj Øris, og der var Mikkel Hansen vores førstevalg. Men jeg havde ikke set, at det skulle vise sig at være så effektfuldt, at det blev det, vi spillede mest i både semifinale og finale, siger Nikolaj Jacobsen.

Der var panik på øverste etage

Nikolaj Jacobsen, dansk landstræner

- Man kan sige, at vi også løste det rigtig, rigtig godt. Og så er det jo dumt ikke at fortsætte med at spille videre på den måde, siger Mikkel Hansen.

I kampen, der var Mikkel Hansens landskamp nummer 200 i den rød/hvide trøje, præsterede Paris Saint-Germain-spilleren at score hele 12 gange selv, og derudover havde han næstsidste hånd på seks mål.

- Jeg troede, jeg havde forudset det hele, og jeg forventede en kampen med et forudsigeligt forløb. Men Mikkel (Hansen, red.) viste sig at være på toppen, og det hele fungerede for ham, hvorimod vores hold ikke kunne svare igen, siger den franske landstræner Didier Dinart.

Panik over forsvarskabale

Det danske landshold var op til og under slutrunden præget af mange skadesproblemer, og Nikolaj Jacobsen måtte foretage flere udskiftninger og lade spillere sidde over i kampe på grund af skader.

Og op til den store semifinale var to af profilerne særdeles tvivlsomme. Henrik Møllgaard og Magnus Landin døjede begge med lægproblemer, hvilket langt fra passede ind i landstrænerens planer for kampen.

- Der var panik på øverste etage. Når man står 15 minutter før en VM-semifinale og reelt ikke anede, om forsvars-krumtappen Henrik Møllgaard og Magnus Landin kunne spille, så havde jeg problemer med at få forsvarskabalen til at gå op, siger Nikolaj Jacobsen.

Den der fornemmelse af at slå Frankrig, når det gælder: Det er unikt

Henrik Møllgaard, landsholdsspiller

Men selvom det ikke var til at vide, om de to skulle ud efter 10 minutter, eller om de kunne klare hele, så gennemførte begge semifinalen og bidrog begge i den grad til den imponerende danske magtdemonstration.

Bænket styrmand fik taktstokken

Rent personligt havde det ikke været den slutrunde, som Morten Olsen havde drømt om. Altså lige indtil semifinalen.

- Morten Olsen fik chancen i de første par kampe. Men jeg syntes ikke, han løste de ting, vi havde aftalt, specielt godt. Og så er der for dygtige spillere på bænken, der skal have chancen, siger Nikolaj Jacobsen.

Før Frankrig-kampen havde den danske playmaker kun scoret seks gange, men i semifinalen viste landstræneren ham igen tillid og smed ham for de franske løver. Og det viste sig at være et klogt træk.

Med Rasmus Lauge og Mikkel Hansen ved siden af sig styrede Morten Olsen det danske angrebsspil til perfektion. Og den brølstærke strateg noterede sig for fem scoringer i kampen.

- Hatten af for Morten Olsen. Han havde måske gået og været en smule frustreret. Det var helt sikkert en Morten Olsen, der havde længtes efter, at Nikolaj Jacobsen kaldte efter ham ude på bænken. Men han leverede en stor præstation, siger TV 2 SPORTs håndboldekspert, Claus Møller Jakobsen.

Selvom Danmark som bekendt gik hele vejen og kunne fejre herrelandsholdets første verdensmesterskab, så vil semifinalen utvivlsomt være at finde i historiebøgerne, som en kamp, der blev spillet på et historisk højt niveau. og måske endda som den perfekte landskamp.

Du kan se håndboldmagasinet Kontra om den ultimative landskamp på TV 2 SPORT i aften klokken 20.05 og på TV 2 PLAY.

Håndboldherrer om vild VM-semifinale