- Dejligt at vise, at det var en fejl, siger Lasse Svan efter storsejr

En stærk anden halvleg sikrede Danmark en storsejr på 11 mål over Montenegro i EM-kvalifikationen.

Det danske herrelandshold kom tilbage på sejskurs lørdag aften, hvor det blev til en sikker sejr på 37-26 over Montenegro efter det overraskende nederlag i det omvendte opgør i onsdags.

Med otte mål hver måtte Lasse Svan og Anders Zachariassen dele topscorer-titlen, og efter kampen var Svan også glad for, at Danmark fik vist på banen, hvem af de to nationer, der vandt VM-titlen for 2,5 måned siden.

- Vi er langt bedre, end de er. Det er rigtig, rigtig dejligt, at vi fik vist alle dem, der kom i dag, at det, der skete i den første kamp, var en kæmpe fejl, og at det var langt under det niveau, vi har, siger han.

Også de 11.500 tilskuere i Royal Arena demonstrerede januars VM-form, hvilket også kunne mærkes hos spillerne på banen.

- Det kan vi sagtens vænne os til. Jeg håber ikke, at folk her i København bliver afskrækkede af, at vi vinder kæmpestort hver gang, vi er her. Det er en fornøjelse at få lov til at spille inde i den her arena.

Efter 14-11 ved pausen scorede Danmark hele 23 mål i anden halvleg, hvilket også gav luft til at rotere med hele den danske trup.

- Der var lige ti minutter til sidst i første halvleg, hvor vi sløser lidt over hele linjen. Men vi kommer ud af starthullerne i anden halvleg, og vi slutter godt af, hvor alle får lov at komme på banen og levere lidt, fortæller Anders Zachariassen.

Mens Svan havde to afbrændere i storsejren, sørgede Zachariassen for at fuldende en perfekt uge, hvor han endte med ikke at brænde på en eneste af sine afslutninger i kampene mod Montenegro.

- Formen er temmelig god, men vi går også ind i en dejlig fase på klubplan nu, hvor vi skal være skarpe over hele linjen. Så det er dejligt at komme herfra med 100 procent, siger han.

Næste opgave for verdensmestrene er til juni, hvor Ukraine og Færøerne venter i de to sidste EM-kvalifikationskampe.