NFH-spillerne grinede af trænerens taktik - de troede, den var en joke

Nykøbing Falster Håndboldklub slog København Håndbold 34-29 og er derfor fortsat med i kampen om en plads i DM-semifinalerne.

Der var latter i Nykøbing Falsters omklædningsrum inden kampstart mod København på Frederiksberg.

Træner Jakob Larsen havde netop luftet sit taktiske oplæg for de første minutter af slutspilskampen, og hans plan fik spillerne til at grine.

Men hvad de ikke vidste var, at han faktisk var alvorlig.

- Da jeg sagde til pigerne i omklædningsrummet, at vi startede i syv mod seks, troede de faktisk, det var en joke. Da de så lige havde grinet af, sagde jeg, at jeg faktisk mente det, fordi vi kom til nogle gode chancer, uagtet at vi ikke kom væk fra Odense i onsdags, siger Jakob Larsen til TV 2 SPORT.

Nykøbing Falster spillede syv mod seks i de første fire minutter af kampen mod fynboerne, men der gik det ikke helt så godt som mod København mandag aften.

- Med den sikkerhed 'Mulle' (Kristina Kristiansen, red.) besidder i sit spil, viser vi, at syv-mod-seks-spil er ekstremt effektivt. Nogle synes det er grimt, jeg er ikke stor tilhænger af det. Det er et emne, vi har talt om i mange år, men jeg er glad for, at det findes, for det gør, at vi kan vinde sådan en kamp som i dag, siger Larsen.

Jeg skal nok love at give hende massage fra nu af og til evighed, hvis Odense vinder kampen på mandag

Jakob Larsen, NFH-træner

Emelie Westberg fortæller, at det var hende, der i omklædningsrummet spurgte Jakob Larsen, om det var en joke at starte i syv mod seks. Hun roser sin træner for overraskelsen.

- Vi har ikke trænet det i den her uge, siger svenskeren til TV 2 SPORT.

- Men det gik virkelig godt i dag. Det skal Jakob have. Det var et godt træk, siger Westberg.

Lover hustru massage, hvis Odense vinder

Med sejren på 34-29 har Nykøbing Falster stadig en chance for at komme videre til DM-semifinalerne.

Det kræver, at holdet selv slår TTH Holstebro på mandag, og at Odense hjemme i Odense slår København samme dag.

Vinder Odense, har Jakob Larsens hustru, Odense-spiller Kamilla Larsen, noget at se frem til.

- Hvis Odense vinder i morgen (tirsdag mod TTH Holstebro, red.), har de i princippet ikke noget at spille for. Så er de sikre på førstepladsen. Men jeg håber, at jeg derhjemme kan sørge for at påvirke min kone til at yde en god indsats, og jeg skal nok love at give hende massage fra nu af og til evighed, hvis de vinder kampen på mandag, siger Jakob Larsen.

På banen er NFH-træner Jakob Larsen og Odense-spiller Kamilla Kristensen konkurrenter i kampen om DM-medaljer. Uden for banen er de nyforlovede og forældre til to. Video: Lars Bruun-Mortensen

- Så på en eller anden måde har jeg fidus til, at hun i hvert fald vil kæmpe. Og så kan det også være sjovt, at man kan sende DM-guldvinderne fra sidste år ud i mørket. Det skal være nogle nye, der vinder, og det bliver det kun, hvis København ryger ud i mørket. Så jeg satser på, at Odense leverer en god kamp, og at vi selv kan vinde over TTH.

Stillingen i Gruppe 1

  1. Odense 8 point
  2. København 7 point
  3. NFH 6 point
  4. TTH Holstebro 0 point

Alle kampene i sidste runde af HTH Ligaens slutspil spilles mandag med start klokken 16.00. Du kan følge afgørelsen direkte på TV 2 SPORT.