Aarhus-spillere fældede tårer, da de blev ramt af 'en stor mavepuster'

Flere af Aarhus United-spillerne var grædefærdige, da de efter nederlaget til Herning-Ikast missede en plads i semifinalen.

Spillerne fra Herning-Ikast kunne juble, imens Aarhus United-spillerne sad og stod forstenede.

De missede nemlig muligheden for at spille sig i DM-semifinalen og måtte i stedet se modstanderen tage den sidste plads i semifinalen fra gruppe 2. Denne kendsgerning gjorde flere af spillerne grædefærdige, hvor især Simone Petersen var hårdt ramt ude på Aarhus-bænken.

Alle kan se, at vi fik en røvfuld

Heine Eriksen, Aarhus United-træner

Aarhus United-keeperen Ditte Vind fortæller, at der også blev grædt i omklædningsrummet. Men de måtte bare erkende, at Herning-Ikast var bedre.

- Vi har snakket lidt i omklædningsrummet, og der er også blevet fældet nogle tårer. Vi skal prøve at ryste det af os og fokusere på, at vi snart skal møde Viborg på hjemmebane. Men i de næste 24 timer skal vi lukke den her kamp, og så er det okay at være skuffede, siger Ditte Vind.

- Herning-Ikast spillede virkelig op til deres bedste, og så er der bare ikke nogen, der kan røre dem. Det var bare en stor mavepuster. Jeg stod ikke virkelig ikke godt, og jeg synes ikke, at jeg gjorde mit arbejde. Sidste gang var jeg sur på mine medspillere. I dag er jeg bare virkelig skuffet over mig selv, siger målmanden og hentyder til kampen mod Esbjerg, hvor hun hankede op i sit hold.

- En forfærdelig anden halvleg

Herning-Ikast var foran med seks mål i pausen, men satte ikke tempoet ned i anden halvleg af den grund. Midtjyderne skruede i stedet tempoet op og vandt til sidst ganske overlegent med 31-19.

Celine Lundbye var også tydelig påvirket af nederlaget.
Celine Lundbye var også tydelig påvirket af nederlaget. Foto: TV 2 SPORT

Cheftræner for Aarhus United, Heine Eriksen, erkender også, at de mødte deres overmand, hvor det især var i anden halvleg, at de faldt sammen.

- Alle kan se, at vi fik en røvfuld. Herning-Ikast er bare langt, langt bedre end os. De spillede sig i semifinalen, og jeg synes også, at kampen viste, at det var det rigtige hold, der gjorde det.

- Det var en forfærdelig anden halvleg. Men på et eller andet punkt er det måske meget naturligt, at med så ungt et hold at der kommer den her reaktion. Det er bare ærgerligt, at det så var i dag, siger Heine Eriksen.

I DM-semifinalen skal Herning-Ikast med stor sandsynlighed måde Odense Håndbold.