Hylleberg forklarer håndboldpause: - Jeg ramte en mur

16x9
Mathilde Hylleberg fortæller, at hun kommer stærkere tilbage end nogensinde. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Mathilde Hylleberg forklarer nu hvorfor, at hun har valgt at tage en pause fra håndbolden.

- Jeg ramte en mur. En mur, jeg aldrig havde forestillet mig kunne ramme så hårdt, som den gjorde.

Den 15. april annoncerede TTH Holstebro, at deres 20-årige komet Mathilde Hylleberg ikke kom til at spille flere håndboldkampe i denne sæson. I pressemeddelelsen stod der, at hendes krop var træt og slit, og at hun trængte til en pause.

I et opslag på Instagram, som ovenstående citat er fra, uddyber Hylleberg nu, hvorfor hun har valgt at tage en pause.

- En fuldstændig vanvittig sæson er ved at nå sin ende. En sæson, der på mange måder har været vildt overvældende, sjov, lærerig og udfordrende. En sæson, der endte med at være så meget mere, end jeg på nogen måde havde turdet håbe på, skriver Mathilde Hylleberg på Instagram.

- Desværre endte det hele langt fra, som jeg havde regnet med. Når noget af det man normalt elsker at bruge sin tid på, lige pludselig gør en så ked af det, og man føler, at man skuffer alle uden at vide hvorfor, bliver man nødt til at stoppe op og trække vejret og huske sig selv.

- Kommer så meget stærkere tilbage

TTH Holstebro meddelte i forbindelsen med pausen, at de hade fuld forståelse for Hyllebergs ønske, og at de håbede, at hun vendte stærkere tilbage en nogensinde.

Og det lover fløjspilleren, at hun gør.

- Heldigvis har jeg verdens bedste veninder, familie og kæreste omkring mig, som har været der for mig og hjulpet mig hvert eneste sekund, og så har jeg de bedste teammates, trænere, fysser, klub, som har haft en vild forståelse for min situation, selvom jeg måske ikke selv har haft det. Så tak for sæsonen 18/19. Jeg kommer så meget stærkere tilbage, afrunder hun.

Den danske landsholdsfløj Mathilde Hylleberg var et stort smil efter sin slutrundedebut. Video: TV 2 SPORT

Selvom Mathilde Hylleberg bare er 20 år, har hun været spændt hårdt op.

Siden januar 2018 har kalenderen nærmest ikke budt på andet end håndbold for den unge fløjspiller, der har været en del af ligakampe og pokalkampe, U20-samlinger, U20-VM, samling med udviklingslandsholdet, A-landsholdssamlinger og en EM-slutrunde.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Mathilde Hylleberg.