Team Esbjerg-spiller jagter større rolle: Her er hendes nye klub

Maria Mose Vestergaard var skuffet over det kontrakttilbud, hun fik fra Team Esbjerg. Nu skifter hun til TTH Holstebro.

Det bliver i TTH Holstebro, at Team Esbjerg-fløjen Maria Mose Vestergaard fortsætter karrieren efter denne sæson.

Her til aften er den 23-årige venstrefløj blevet præsenteret for sponsorerne i den vestjyske klub før TTHs herreholds hjemmekamp mod SønderjyskE.

Maria Mose Vestergaard, der som senior aldrig har spillet for andre klubber end Team Esbjerg, har underskrevet en étårig aftale med TTH Holstebro, der overraskende spillede sig i slutspillet i denne sæson.

- Jeg tror bare, at det er det helt rette valg for mig i forhold til at finde spilleglæden tilbage igen, få en masse spilletid forhåbentlig og tillid og ansvar. Det er det, der skal til, før jeg kan komme tilbage på mit niveau igen, siger Maria Mose Vestergaard til TV 2 SPORT.

For tre år siden gjorde Maria Mose Vestergaard det så godt for Team Esbjerg, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen - efter at have modtaget et afbud fra NFH's Lærke Nolsøe - indkaldte hende til en landsholdssamling.

Esbjerg-fløjen måtte dengang dog melde afbud på grund af en knæskade og er ikke noteret for nogle landskampe.

Det seneste år har endnu en knæskade holdt Maria Mose Vestergaard væk fra håndboldbanen. Hun har først for nylig fået comeback for Team Esbjerg efter næsten et år ude med en korsbåndsskade.

Team Esbjerg havde tilbudt venstrefløjen en forlængelse af den kontrakt, der udløber efter denne sæson. Men tilbuddet var ikke attraktivt nok for den 23-årige Esbjerg-kvinde.

- Jeg blev lidt skuffet over og ked af det tilbud, jeg fik. På samme tid føler jeg, at jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg er klar til at prøve noget nyt, sagde Maria Mose Vestergaard tirsdag i en pressemeddelelse fra Team Esbjerg om hendes farvel til klubben.

Netop Team Esbjerg spiller DM-semifinale på lørdag mod København Håndbold. Den kamp - og den anden semifinale mellem Odense Håndbold og Herning-Ikast - kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 13.30.