- En katastrofe, siger Helle Thomsen om Larviks lappeløsning

16x9
Helle Thomsen forstår ikke, hvordan Larvik kan ende med at stille op med et reservehold. Foto: Franck Fife / Ritzau Scanpix

Den økonomisk ramte storklub Larvik stiller op med andenrangsspillere, når holdet skal spille semifinale i det norske slutspil.

Det huer ikke just Helle Thomsen, at Larvik erstatter det normale førstehold med spillere fra et rekrutteringshold og fra en samarbejdsklub i 2. Division.

Holdændringen er en lappeløsning, der skyldes, at Larvik har opsagt alle kontrakter på grund af økonomiske problemer. Førsteholdet er ude af klubben per 1. maj, og derfor har Larvik ikke andet valg end at stille med et andenrangshold i onsdagens semifinale.

- Det er en katastrofe for norsk håndbold. Det er en skam, at der stilles op med et B-hold i en semifinale, siger Helle Thomsen til TV 2 Norge.

Helle Thomsen, der er træner for ligakonkurrenterne Molde, mødte Larvik i kvartfinalerne, hvor Larvik vandt 2-1 i kampe. Det var inden den seneste udvikling, og derfor spillede Molde mod de bedste spillere fra Larvik.

Af dem er kun målmand Guro Rundbråten og stregspilleren June Andenæs tilbage. Ifølge TV 2 Norge har de lavet et forlig med klubben, så de kan spille de sidste kampe i slutspillet. I modsætning til resten af førsteholdsspillerne har de to protesteret over et uretmæssigt kontraktbrud fra klubbens side.

Helle Thomsen fortæller til TV 2 Norge, at hun forstår de opsagte spillere. Men hun forstår ikke, hvordan håndboldforbundet kunne lade det komme så vidt.

Generalsekretær Erik Langerud mener dog ikke, at det norske håndboldforbund har haft mulighed for at gribe ind.

- Det er fremmed for forbundet at skulle regulære kontraktlængderne. Klubberne har den fleksibilitet, de ønsker, siger Erike Langerud til TV 2 Norge.

Generalsekretæren fortæller dog også, at man fra næste sæson vil indføre et nyt system for spillelicenser i eliteserien. Det vil have et større fokus på klubbernes økonomi.