'Flop' forlader danske mestre efter blot én sæson

Slovenske Jan Grebenc får kun en enkelt sæson i Skjern Håndbold, som han til sommer skifter ud med Celje i hjemlandet.

Han kom til Skjern inden den igangværende sæson og blev præsenteret som en spiller, der skulle tilføre vestjyderne international rutine. Men Jan Grebenc får selv kun erfaring fra et enkelt år i dansk håndbold.

Til sommer returnerer den 26-årige venstreback nemlig til Slovenien, hvor han skal spille for RK Celje, som han har underskrevet en aftale med frem til 2022.

Grebenc kom til Skjern fra Gorenje Velenje og har ikke imponeret for de danske mestre siden skiftet.

Begrænset spilletid og 38 mål på 84 forsøg er det blevet til for ham i den danske liga. På ingen måde nok til at imponere eksempelvis Bent Nyegaard:

- Han har ikke fået udløst sit potentiale. Når det ikke sker over en så lang sæson, så har scoutingen ikke været god nok.

- Og så er Jan Grebenc endt, som det han reelt er: Et flop, der ikke kan bruges, når der skal afgøres kampe. Og det har været et problem for Skjern, lød analysen fra håndboldeksperten inden Skjerns seneste slutspilskamp mod Aalborg

Inden selvsamme kamp blev også Skjerns cheftræner Ole Nørgaard forholdt Grebenc' første - og sidenhen har vist som foreløbigt sidste - i dansk håndbold:

- Jan har spillet nogle gode kampe i de europæiske kampe og gjort det godt til træning, men det er ikke nogen hemmelighed, at transformationen til den danske liga er ikke helt lykkedes for os, siger Ole Nørgaard

Jan Grebenc var en del af det slovenske landshold, der i 2017 vandt VM-bronze og havde håbet, at han kunne udvikle sig yderligere i Danmark:

- Det har været et spændende år, hvor jeg har lært utroligt meget. Jeg håber, vi kan slutte sæsonen af på bedst mulige måde, inden jeg vender tilbage til Slovenien og forhåbentlig kan se frem til en større rolle, siger Grebenc i en pressemeddelelse.

Venstrebacken havde kontrakt med Skjern Håndbold for endnu en sæson, men parterne er altså blevet enige om, at det i denne omgang kun skulle blive til en enkelt sæson i dansk håndbold for Grebenc.

Skjern Håndbold hentede blandt andet Jan Grebenc med henblik på at erstatte svenske Markus Olsson, der i samme sommerpause var skiftet til fransk håndbold. Herunder en sammenligning af Olssons sidste sæson i Skjern og Grebenc' første:

Markus Olsson
VS
Jan Grebenc
Scoringer
162
38
Assists
58
24
Effektivitet pr. kamp (MEP)
2,70
0,57
Tekniske fejl
35
29
Ligakampe
36
29