Thomsen deler fornem nominering med kollegaer

16x9
Holland har vundet medaljer ved de seneste to Europamesterskaber. Foto: Sebastien Bozon / Ritzau Scanpix

Helle Thomsen er blandt de fem nominerede til prisen som verdens bedste træner for kvindelige håndboldhold.

Helle Thomsen er enormt glad for, at hun er i spil til at blive kåret som verdens bedste træner i 2018.

Men hun er også enormt opmærksom på at dele nomineringen fra det internationale håndboldforbund IHF med sine kollegaer.

Den danske Molde-træner, der vandt EM-bronze med Holland i 2018, er nomineret sammen med Olivier Krumbholz, Ambros Martín, Ljubomir Obradovic og Thorir Hergeirsson.

- Jeg er beæret over at være nomineret med sådan nogle fine navne, der har været på toppen i mange år. De har vundet både det ene og det andet med både klub- og landshold. Men jeg tænker også meget på dem, jeg har været i team sammen med, siger Helle Thomsen til TV 2 SPORT.

- Hver gang man opnår noget, er det hele gruppen. Og nogle gange er det ikke kun det år, man er afsted. Når vi får medaljer med Holland, så er der også nogen, der har tidligere har gjort et stykke arbejde på både klub- og landshold. Men det er klart, jeg bliver beæret og stolt over at sådan at blive nomineret.

Eneste kvinde i det fine selskab

IHF kårer verdens bedste træner via en afstemning. De nominerede trænere for herrehold i 2018 er Jordi Ribera, Didier Dinart, Patrice Canayer, Kristjan Andrésson og Thierry Anti. Dermed er Helle Thomsen den eneste kvinde blandt de ti nominerede.

Det er en situation, hun ikke skænker ret mange tanker.

- Det tænker jeg kun på, når medierne siger det til mig. I mange år har jeg været den eneste kvindelige træner ved mesterskaberne. Og jeg tænker ikke over det, når jeg er afsted. Jeg tænker mere over, at det er nogle dygtige trænere, jeg står sammen med.

Helle Thomsen var også den eneste kvindelige træner under EM 2018.