Lars Rasmussen er 'pissetræt' af igen at skuffe publikum på hjemmebane

KIF Kolding tabte med 23-25 mod Tønder, og Lars Rasmussen ærgrer sig over, at de igen skuffer det fremmødte publikum.

Du kan se den anden og potentielt afgørende kamp tirsdag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 21.00.

Hvis ikke KIF Kolding var presset før, så er de i hvert fald det nu.

Fredag tabte traditionsklubben hjemme den første af potentielt tre kampe mod TM Tønder fra 1. division om en plads i landets bedste række, da det blev til et nederlag på 23-25. Dermed har KIF Kolding ryggen mod muren, når der tirsdag bliver spillet returkamp.

Op mod 4000 tilskuere var mødt op i Kolding mandag aften, hvor størstedelen støttede hjemmeholdet. KIF Koldings cheftræner, Lars Rasmussen, er derfor frustreret over, at de ikke kan gå glade hjem.

- Jeg er så pissetræt af at skulle skuffe dette fantastiske hjemmebanepublikum. Jeg er så træt af, at man ikke kan få den her succesoplevelse, som jeg synes, at alle efterhånden fortjener. Drengene arbejder hårdt, og jeg kan ikke sætte en finger på deres arbejdsindsats overhovedet, siger Lars Rasmussen til TV 2 SPORT.

- Den opbakning, vi får her, tror jeg ikke, at jeg har prøvet lignende i Danmark.

Samme holdning har Kolding-playmakeren Jens Svane.

- Det er fuldstændig forfærdeligt at skulle tage hjem, efter at man har skuffet 4000 mennesker, der er mødt op for at støtte os.

- Vi er vanvittigt stolte over, at vi kan mønstre, at der kommer så mange. Nu skal vi give dem en tredje kamp, så de har mulighed for at se mere håndbold, og så skal de have en sæson mere i ligaen, siger han.

Kolding er ikke skarpe nok

KIF Kolding fik en svær start på kampen, hvor de var bagud med 12-16. Turen i omklædningsrummet virkede dog til at have gavnet KIF. Langsomt, men sikkert begyndte holdet således at nærme sig TM Tønder.

Med et kvarter tilbage var forskellen nede på to mål. Fem minutter senere stod der 21-21, og så var der lagt op til en spændende afslutning. Men igen endte det med et Kolding-nederlag.

- De sidste 38 minutter kan jeg egentlig ikke sætte en finger på, da vi kom tilbage og holdte Tønder på otte mål i anden halvleg, siger Lars Rasmussen.

- Vi er ikke skarpe og dygtige nok til at udnytte chancerne. Vi er ikke gode i forsvaret i de første 20 minutter, men det får vi rettet til. Stor ros til spillerne for det, slutter træneren, der overordnet set er tilfreds med holdets indsats trods nederlaget.