I dag kan Esbjerg vinde europæisk trofæ - men taber over en halv million

16x9
Jesper Jensen og Team Esbjerg spiller lørdag aften den anden af to EHF Cup-finaler mod ungarske Siofok. Den første - i Esbjerg - endte uafgjort. Foto: Niels Husted / Ritzau Scanpix

Det er en dyr fornøjelse at deltage i EHF Cuppen, men der er flere penge på vej ind i de europæiske turneringer i fremtiden.

Uanset om Team Esbjerg lørdag aften løfter pokalen i EHF Cuppen eller rejser hjem fra ungarske Siofok med en andenplads, har klubbens europæiske eventyr været en dyr fornøjelse.

Pokalen - skulle vestjyderne få den med hjem - vil nemlig være klubbens eneste gevinst i en turnering, som økonomisk er en stor nitte.

- Der er langt flere udgifter, end der er indtægter. Hele det her eventyr kommer til at koste os 500.000-600.000 kroner, og det synes vi selvfølgelig er brandærgerligt, siger Team Esbjergs direktør HC Warrer til TV 2 SPORT.

De betaler blandt andet for halleje og udgifter til dommerne, og alle klubber skal også betale et deltagergebyr - typisk mellem 1.000 og 2.000 euro per spillerunde - til det europæiske håndboldforbund (EHF). Den største post på budgettet er dog typisk rejseudgifterne - for eksempel har Team Esbjerg i denne sæson haft en dyr rejse til russiske Krasnodar i kvartfinalen.

Præmiepenge er der ingen af i kvindernes turnering, og bortset fra de to finalekampe er ingen af Team Esbjergs kampe blevet vist på tv.

- Der er nogle ganske få indtægter. Vi kan sælge nogle billetter, vi kan sælge lidt eksponering, men vi kan ikke sælge ret meget eksponering, fordi det ikke er tv-kampe, forklarer HC Warrer.

Flere præmiepenge fra 2020

Der er dog bedre tider på vej.

Sidste år præsenterede EHF en historisk tv- og markeringsaftale til en værdi på mellem 500 og 600 millioner euro over 10 år. Aftalen træder i kraft fra sommeren 2020 og betyder, at der bliver pumpet flere millioner euro i præmiepenge ind i de europæiske klubturneringer.

Samtidig ændrer EHF Cuppen navn til European Handball League som en del af en større ændring af strukturerne for de europæiske turneringer.

Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvor meget præmiepengene i de enkelte turneringer kommer til at stige. Forum Club Handball, som er en sammenslutning af de største klubber i Europa, skal i de kommende weekender - i forbindelse med Final 4-stævnerne i Champions League - blive enige om deres oplæg til en fordeling af pengene, som så bagefter skal godkendes af det europæiske håndboldforbund.

De nøjagtige tal holder parterne indtil videre for sig selv, men den nye struktur vil gøre, at de danske klubber fra 2020 ikke længere skal tabe penge på at deltage i de europæiske turneringer, mener HC Warrer.

- Aftalen er ikke skrevet under endnu, men som det ser ud, vil det betyde, at der kommer en langt mere fornuftig balance i at være med i EHF Cuppen som klub, end der er i dag, siger Team Esbjerg-direktøren.

Trods den store regning i år er han stadig glad for, at Team Esbjerg er med i EHF Cuppen.

- Det er simpelthen en investering i fortsat at kunne være på øverste hylde og tiltrække spillere fra øverste hylde. Og så er det jo et spørgsmål om at holde vejret og vente på, at tiderne bliver bedre. Og det gør de allerede om et år, siger HC Warrer til TV 2 SPORT.

Team Esbjerg spiller returkampen i EHF Cup-finalen mod ungarske Siofok lørdag aften klokken 20.30 i Ungarn. Det første opgør i Esbjerg endte 21-21.

Også TTH Holstebro, der har kvalificeret til sig finalestævnet Final 4 i herrernes EHF Cup, kommer ud af eventyret med et underskud på flere hundrede tusinde kroner. Underskuddet bliver dog mindre end Team Esbjergs, da der - modsat hos kvinderne - er præmiepenge til klubberne i Final 4, hvor præmiesummen er på i alt 185.000 euro.