Kommende GOG-målmand testet positiv i dopingprøve

16x9
Dan Beutler har tidligere været målmand på det svenske landshold. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er det den 41-årige målmand Dan Beutler, der har afleveret en positiv dopingprøve med spor af kokain.

Lørdag kom det frem, at en anonym svensk håndboldspiller havde afleveret en positiv dopingprøve, hvor der var spor af kokain.

Spilleren var i første omgang anonym, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der tale om den 41-årige målmand Dan Beutler.

Han har fra næste sæson skrevet under på en kontrakt med GOG. Den fynske klub præsenterede Dan Beutler på en etårig kontrakt, da de meddelte om skiftet den 26. marts.

Ifølge svenske TV 4 og Expressen skulle han være suspenderet af sin klub, HK Malmö, mens undersøgelsen af sagen foregår.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra GOG, men det er ikke lykkedes.

Beutler er tidligere svenske landsholdsmålmand og har lige nu kontrakt i HK Malmö, hvor han altså skulle være suspenderet. Tidligere i karrieren optrådte han for store klubber som Flensburg-Handewitt og HSV Hamburg - og sidstnævnte vandt han Champions League med i 2013.

Det er ikke noget, jeg kan kommentere på

Dan Beutler

Selvom målmanden var anonym for offentligheden lørdag, er det lykkedes for den svenske avis Expressen at få hovedpersonen i tale.

- Det er ikke noget, jeg kan kommentere på, fordi sagen er i gang med at blive undersøgt. Min største drøm er, at jeg kommer til at spille håndbold igen. Lige nu er det en lang process, har han fortalt til Expressen.

Det er det svenske idrætsforbund, der skal behandle sagen sammen med det svenske håndboldforbund. Og her tager man naturligvis afstand fra doping.

- Det er noget, vi fordømmer, og vi vil samarbejde med det svenske idrætsforbund i sagen, fortæller den tidligere håndboldspiller Peter Gentzel, der i dag er tilknyttet håndboldforbundet, på det svenske forbunds hjemmeside.

Det er dopingkommisionen i det svenske idrætsforbund, der lige nu afventer besked fra Beutler om, hvorvidt han ønsker en analyse af B-prøven.

Hvis dette ønskes og B-prøven samtidig er positiv, så bliver sagen sendt videre til det svenske dopingnævn, der i sidste ende fælder dom i sagen og tildeler en eventuel straf.