Eksperter er uenige om favoritværdighed i skæbnekamp

16x9
KIF's Kasper Irming bliver håndteret af Tønder-forsvaret i den første liga-kvalifikationskamp. Foto: Søren Gylling / Ritzau Scanpix

Bent Nyegaard og Daniel Svensson ser forskelligt på aftenens nedrykningskamp mellem TM Tønder og KIF Kolding

14 danske mesterskaber. 36 sæsoner i træk i den bedste række.

Sådan ser det forkortede CV ud, og her kommer beskrivelsen fra Daniel Svensson, håndboldekspert på TV 2 SPORT:

- Det er en af de allerstørste klubber i Danmark. De har jo haft utallige verdensklassespillere på holdkortet, og de har domineret dansk håndbold i fire årtier.

Det er KIF Kolding, det handler om. Men i aften kan den flotte æra i den bedste danske række slutte. For vinder KIF Kolding ikke ude over TM Tønder, er traditionsklubben rykket ned og skal spille den kommende sæson mod de næstbedste. For første gang siden 1983.

Og hvad vil det i så fald betyde for dansk håndbold? Det er Daniel Svensson og en anden af TV 2 SPORT’s håndboldeksperter uenige om.

- Jeg er ikke så sentimentalt anlagt, som Bent Nyegaard for eksempel nok er, siger Daniel Svensson.

Det handler slet ikke om sentimentalitet. Jeg synes, det er alvorligere end sentimentalitet

Bent Nyegaard, håndboldekspert TV 2 SPORT

- Nogle gange falder giganterne, og så kommer der nogle nye op. Lige nu ser vi Fredericia rykke op. De har også tidligere været en gigant, og det har taget lang tid for dem at komme op igen. Så det bliver spændende at se, hvad det bliver til. Men det er ikke sikkert, at KIF bare sådan lige kommer op igen.

Bent Nyegaard er som lovet uenig. Han er slet ikke sentimental, påstår han. Han er bare bekymret.

- Det handler slet ikke om sentimentalitet. Jeg synes, det er alvorligere end sentimentalitet, siger han og uddyber:

- KIF er en kulturinstitution, som så tilfældigvis er en håndboldklub. Det er meget mere end en håndboldklub. Der er ingen, der ønsker at miste deres kulturinstitutioner. De sætter standarder for værdier i vores samfund. De værdier kan forsvinde i jagten på at blive nummer 1 og 2. Det er sket i Kolding, og de værdier kan man ikke bare få tilbage igen uden at have græsrødderne med.

Bent Nyegaard, der selv i mange år stod overfor KIF, da han var træner i GOG, har fulgt udviklingen hos traditionsklubben de seneste år:

- Det her er jo eksemplet på, hvor galt det kan gå, når man mister sine værdier. Og det mener jeg, at KIF Kolding gjorde, da de valgte at flytte halvt til København og gå ind i KIF Kolding København. Lige nu mangler de ildsjæle, fordi de tog til København dengang, tror jeg. Og det er en stor del af forklaringen på det morads, de befinder sig i i dag. Og jeg kan tillade mig at sige det, for jeg spurgte dengang: ”Hvad så, når Kasper Hvidt og Lars Jørgensen og de andre store personligheder ikke er her mere? Hvem skal så bære det?”.

- Jeg har stor respekt for Jens Boesen, men så stor en beslutning, som det var, den skulle have været helt ned gennem systemet – helt ned til græsrødderne, inden den blev truffet. Helt ud til alle de mennesker, der gennem en menneskealder har holdt med KIF Kolding.

- Igen, jeg er ikke sentimental, men jeg registrerer det da i mit hjerte, når store klubber er på deroute. Sådan som det sker i både Kolding og Viborg lige nu.

Jeg ser Tønder som favorit. De har spillet favoritværdigheden over på sin side ved at vinde i Kolding

Daniel Svensson, håndboldekspert, TV 2 SPORT

Er Tønder også favoritter til at vinde i aften i dine øjne?

- Nej, jeg tror, der kommer en modreaktion fra Kolding. Nu er rollerne lidt byttet om. Få tror på KIF, så derfor tror jeg på, at de rent mentalt kan komme helt anderledes ind i denne her kamp.

Svensson aner fordel til Tønder

Også med de sportslige briller og blikket rettet med kampen i aften ser Daniel Svensson anderledes på situationen. Efter Tønders sejr på 25-23 i det første af potentielt tre opgør, har sønderjyderne overhånden.

- Jeg ser Tønder som favorit. De har spillet favoritværdigheden over på sin side ved at vinde i Kolding, for de har en vild hjemmebane, og de kommer med stor selvtillid. De har vundet mange kampe i år og især på hjemmebane.

Så KIF var på forhånd favorit i de her opgør?

- Som udgangspunkt ville KIF være favorit, fordi de ligger højere i rækkerne, men de seneste par år har 1. Divisionsholdene faktisk ofte vundet den første kamp i de her dueller – nok fordi de kommer med selvtillid og mange sejre.

Men hvad med KIF – hvilken forfatning kommer de i? Jo, storholdet, hvis man stadig kan kalde dem det, kommer med 14 nederlag i bagagen fra de seneste 15 kampe.

- KIF har haft en smal trup fra start, og derfor er det ikke overraskende, at der er kommet skader på stamspillerne. De har forsøgt at trække tempoet ud af kampene og spille dem på deres præmisser, men det har ikke været imponerende. Og tabellen lyver jo aldrig. De har ligget der nede på niveau med Ringsted og Lemvig, så det er helt fair, at det er endt sådan her.

Om det bliver Daniel Svensson eller Bent Nyegaard, der rammer plet, kan du se på TV 2 SPORT i aften fra klokken 21.00, hvor TM Tønder og KIF Kolding mødes. Vinder KIF, skal holdene mødes i en tredje og afgørende kamp i Kolding på fredag. Ender det uafgjort eller med en sejr til Tønder, rykker KIF ned i den næstbedste række, mens Tønder overtager deres plads i ligaen.