Nyegaard kalder dom for klar fejl – dommer forsvarer sin kendelse

En kontroversiel angrebsfejl i de sidste minutter blev afgørende for BSV i jagten på en semifinaleplads.

Der var drama til det sidste, da semifinalisterne i mændenes håndboldliga skulle findes onsdag aften.

Det meste af spændingen var hos GOG i Gudme, hvor Bjerringbro-Silkeborg (BSV) med minimum et point kunne sikre sig en af de fire eftertragtede pladser til de afgørende kampe, hvis ikke Skanderborg med en sejr over Århus skulle gå forbi midtjyderne.

Det lykkedes for BSV at løbe med billetten til semifinalen med en snæver sejr på 29-28, men særligt en kendelse i kampens sidste par minutter blev afgørende og vakte stor utilfredshed i GOG-lejren.

- Set fra mit sted var der en del marginalsituationer ved stregspillerne, fortalte en tydeligt utilfreds GOG-træner Nicolej Krickau efter kampen, der var uden reel betydning for GOG, som var sikker på førstepladsen i slutspilsgruppen og en plads i semifinalen.

Den kontroversielle situation opstod med GOG i angreb for en føring på et mål med bare et minut og tyve sekunder tilbage på haluret.

Oscar Bergendahl blev spillet fri på stregen, vendte rundt til en nærkamp med Nikolaj Øris og sendte bolden i nettet. Men dommer Per Olesen fløjtede angrebsfejl til stor overraskelse for de fleste - inklusiv TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det var en yderst modig kendelse. Det er en fejl. Det er en klar fejl, lød det fra Nyegaard under kommenteringen.

Den følgende boldbesiddelse omsatte BSV til den vindende scoring, der sikrede dem en vigtig plads i semifinalen.

- Det er én af de der marginale kendelser. Jeg kan godt se, at den er lidt... Men okay, jeg har slet ikke behov for at lege dommer. Det må I snakke med dommer Per Olesen om, fortalte BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen til TV 2 SPORT efter kampen.

Det var denne situation, der blev dømt angresdsfejl mod GOG på.

Dommer holder fast

Den opfodring tog TV 2 SPORT op og fik efterfølgende Per Olesen i studiet til en snak om den omdiskuterede situation.

Men den rutinerede dommer mener ikke selv, at der er noget at komme efter. Dommen var ifølge Per Olesen fuldstændig korrekt.

- Min vurdering i situationen er, at forsvarsspilleren ikke står i feltet, og det gør han ikke. Og så mener jeg faktisk, at gul spiller vender sig ind i forsvarsspilleren og laver angrebsfejl. Det mener jeg også nu, fortalte dommeren til TV 2 SPORT, da han så situationen igen.

Så du er tilfreds med kendelsen?

- Ja, det er jeg. Det vigtigste i den her situation som dommer er, at vurdere om forsvarsspilleren står i feltet. Det mener jeg ikke, han gør. Den er da til diskussion, men jeg har det okay med den dom.

Kendelsen var blandt andet med til at sende Skanderborg Håndbold på sommerferie. For selvom østjyderne gjorde, hvad de skulle med sejr hjemme over Århus, så havde de brug for en GOG-sejr for at komme i semifinalen.

Sådan gik det midlertidig ikke for Skanderborg. I stedet er det BSV, der kan se frem til en semifinale mod Aalborg.

- Det var helt ude på kanten. Men det er fantastisk. Det er femte semifinale i træk for BSV, og vi er stolte af at være der igen, fortalte BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen.

I den anden semifinale mødes GOG og Skjern.

Afstemning