Profil fik rødt kort i DM-finale: - Jeg er ked af det

29-årige Sarah Iversen var tydeligt berørt efter det røde kort midt i nederlaget til Team Esbjerg.

Efter 32 minutter og 21 sekunder af årets første finalekamp blev Sarah Iversen bedt om at forlade den.

Tre udvisninger samlede Herning-Ikast-profilen sammen på lidt mere end en halvleg, inden hun måtte se resten af DM-finalen fra tilskuerrækken.

- Jeg er ikke engang sur – jeg er faktisk ret ked af det, sagde Sarah Iversen med bævrende stemme.

Herning-Ikast-profilen var tydeligt berørt af sin udvisning i DM-finalen.

Imens haltede holdkammeraterne efter modstanderne fra Esbjerg, der førte med syv mål.

- Det er pissefrustrerende, når man hele sæsonen glæder sig til at stå i sådan en situation og så er ude så hurtigt. Jeg er ked af det, gentog Sarah Iversen.

Stregspilleren fik sin tredje udvisning for at forhindre en aflevering med foden.

Sæsonens første udvisning

Den danske landsholdsspiller har - blandt andet med sit kompromisløse forsvarsspil - været vigtig for Herning-Ikast i denne sæson.

Og derfor erkendte Sarah Iversen også, at udvisningen ikke hjalp et i forvejen haltende Esbjerg-hold.

- Jeg tror ikke, at jeg har fået rødt kort i denne sæson. Det er klart, at jeg har spillet meget, så det er pisseirriterende for holdet også.

28-20 sluttede opgøret, og dermed skal Ikast-Herning Håndbold vinde to kampe i træk for at snyde Team Esbjerg for guldet.

Allerede på tirsdag venter DM-finalens andet opgør, det potentielt afgørende, hvor Sarah Iversen får mulighed for revanche.

- Det bliver en sammenbidt Sarah Iversen, der møder op i Ikast til finale nummer to, forsikrede TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegard i kommenteringen.

Du kan se returmødet mellem Herning-Ikast og Team Esbjerg på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 19.00.